Maren Sørensens Vidnesbyrd i Sønderjysk Forening. Ord, der kom fra Hjertet, og gik til Hejrtet.
Tilslutning, sang man „Altid frej dig". Før Kaffen blev skænket rundt glædede Fru Gerda Ander sen Tilhørerne med at synge en Række Julesange, for hvilke Filten høstede stærkt og fortjent Bifald. Saa bar Foreningens unge Damer Julelysene ind, og Tjenerne kom med Kaffen. Senere bortloddedes nogle Kniplinger indenfor Knip- lekredsen, og der holdtes ameri kansk Auktion over flere smukke Genstande. Amtsraadssekretær, cand. jur. Høyrup, fungerede som Notarius publicus. Først med Halvtolvtidcn sluttedes af med en Sang.
den danske Folkesjæl, de største Tan ker, o;; om I kan det, de kærligste Bøn- ner. Dødens Grænse. Det er ikke Linjen ind ovei Landet, draget af Kløgten og Forstanden, der skiller os. Den kan volde lidt Besvær nu 0g da, men betyder ellers ingenting. Nej, Grænsen, som er saa svær at komme over, er Døden i Folkesjælen, denne underlige Klamhed, der lammer Troen og Haabet. Nede i Sydslesvig møder man enten det fremmede, eller det, der er endnu værre: det klamme. Vil det lykkes os at knytte de bristede Traade? Da Grænsen var draget, stod det danske Folk i en mærkelig Nød. Jeg vil kalde den: Kærlighedens Nød. Og det er den værste Nød, jeg kender. Det er forfærdeligt ikke at kunne kom me paa Talefod med dem, vi føler Kær lighed til. Dog, nogle enkelte Hjem fandtes der dernede, som pinte® af Døden i Folkesjælen. Med disse Hjem som Udgangspunkt er gjort et Arbejde. Hvad der er naaet? Jeg tør ikke sige mere end, at der er levet et Stykke Samliv, men er til Gengæld fuldt og fast overbevist om, at for al Livsindsats kommer en Tidens »Fylde. Da jeg kom ned til Sydslesvig, var der højst en i hvert Sogn, der ejede Kærlighedens Nød i sit Hjerte, en bevidst levende og li dende Kærlighed til det tabte Land. Vort Haab er forvovent stort, men ikke for stort. I Dag er Stillingen en anden. Med Tyskerne er der selvfølgelig intet at stille op. Men de mange Hjem, der før mødte os med Haan og lod Pisken snærte ned over vore Ansigter, de er nu venlige overfor os. Vort Haab er forvovent stort, men ikke f o r stort. Det Haab, der vokser paa Livsrettens Grund, rejser sig igen og igen. Det formaar intet at slaa ned. . . . . . . " . . .< . > . « . . . . f . ’ . !* . ' Vor største Nød er i Dag den uhyre Fattigdom. Det er umuligt at vaagne glad nogen Morgen, naar man føler sig knyttet til saa mange Tusinde fattige Hjem. Hvor bundløs dyb Nøden er, kan I heroppe vanskeligt gøre jer noget Begreb om. Sulten er ikke af ny Dato. I Virkeligheden har de underste Lag af Befolkningen sultet lige siden 1915. Hvordan det vilde gaa, hvis Hjælpen heroppe fra en Dag hørte op, tør jeg slet ikke tænke paa. Men den hører hel ler ikke op. Det er jeg ikke bange for. I véd, de staar dernede, de unge som de gamle, og stirrer herop imod Nord, ventende et Haandtryk, et varmt Pust ind over de forpinte Sind. I Jylland møder jeg ofte Spørgsmaa- let, om Sønderjyden nu virkelig ogsaa er glad ved at være kommet hjem, saa utilfreds han altid er. Men Sønderjyden, der skraaler op paa Møderne og lader sig bære ud af sin Gaard, det er ikke d e n r i g t i g e Sønderjyder. Den rig tige Sønderjyde er, som han altid har været, en fædrelandssindet og varm hjertet Mand, men ham hører man blot ikke ret meget til, for han bliver hjem me og passer sin Jord. Efter at Sygehusinspektøren hav de takket, en Tak, der vandt udelt
SØNDERJYSK FORENING har budt sine Medlemmer mange gode Sammenkomster, men ... ja, det ci vist ikke for meget sagt: Aldrig no gen bedre end den, der i Aftes fandt Sted paa Hotel „Vinhuset". Det var ikke en Tale, et Foredrag, Maren Sørensen fra Valsbøl holdt. Det var et Vidnesbyrd , hun aflag de, et stærkt, af stille Vemod og lyst Haab skælvende Vidnesbyrd, som kaldte forrædderiske Taarer frem i mange Øjenpar. Maren Sø rensens Ord, Synet af de blafrende Stearinlys, Julesangen og Duften at de grønne Graner, det hele for tættede sig i en ren og dyb og æg te Stemning, som Hverdagens Graatimer ikke lige straks vil kun ne faa Bugt med. Velkommen. Formanden, Sygehusinspektør Møller, mindedes i sin Velkomst tale Bjørnstjerne Bjørnson, hvis Hundredaarsdag vi i disse Dage fejrer, og som den sønderjyske Sag staar i dyb Taknemmeligheds gæld til- Man sang „Jeg vil værge mit Land", og derpaa fik Frøken Maren Sørensen fra Valsbøl Or glet. En Del af sit Vidnesbyrd øn skede hun ikke refereret- I Grun den burde vi maaske lægge Pen nen helt ned. Maren Sørensen er nemlig ikke saadan at referere. Hun skal ikke læses, men høres. Tonen er det umligt at gengive. Men vi forsøger ... Under Advents Tegn. — Vi er jo inde i den Tid, der kaldes Advent, begyndte Maren Sørensen, de lyse Forventningers Tid. Men egentlig lever vi jo altid i Advent. Fra Vuggen til Graven lever vi under Haabets Tegn. Der kan komme Tider, hvor Haabet i vort Bryst ved Forholdenes Magt knu ges langt, langt ned. Jeg véd det fra mig selv. Grænsen staar skrevet dybt i min Barm. Den kan intet slette ud, for den staar skrevet derinde med Li vets og Dødens Skrift. Men alligevel! Jeg har kendt Stunder, hvor jeg følte Lyst til at drage bort, saa langt bort, at Klangen af de kære kendte Navne dernede ikke kunde naa mig, og hvor jeg kun blev, fordi jeg samtidig følte saa sikkert, at Haabet, Minderne, det altsammen vilde følge mig, hvor i Ver den jeg saa drog hen. Tak for alt ... men mest for Sindelaget. Jeg siger Tak for Tøjet, Gaverne og alt det andet gode, vi har modtaget fra denne By og Egn, men mest takker jeg for Sindelaget. Hvis Sindelaget ikke er i Orden,' hvad er saa det hele værd? Ingenting. Ja, mindre end ingenting, for saa gør det kun Fortræd. Send os ikke blot timelige Gaver, saa haardt tiltrængt de end er, send os ogsaa det bedste i
Sønderjydsk
Forenings
Ungdoms
kreds. Ungdomskredsen inden for Sønder jydsk Forening for Næstved og Om egn holdt i Aftes Generalforsamling paa Hotel „Vinhuset" for at foretage forskellige Valg. Generali o-rsarr. ngen 1 dados af For manden for Foreningen, Sygehusin spektør Mø l l e r , der gjorde op mærksom paa, at Ungdomskredsen optager Medlemmer indtil diet 30. Aar. TilUngdomskredsudvalget valgtes føl gende: Frk. Rigmor Christiansen, Frk. Bro, Frk. Rigmor Hesse, Læge Elmue Hansen og Ingeman Broholm Poulsen. Bogudvalget kom til at bc- staa af følgende: Frk. Bro, Frk. Erna og E. Christiansen, medens Agitationsudvalget fik denne Sam mensætning: Frk. Michelsen, Frk. Gerda Nicolaisen, Svend Aage Thure- holm, Frk. Rigmor Christiansen,Knud Christensen og Hjalmar Mortensen. Ungdomskredsudvalget vælger se nere Formand og foretager Indstilling af en Repræsentant for Ungdoms kredsen til Hovedforeningens Besty relse.
Made with FlippingBook - Online magazine maker