1. Melodi af C. E. F. Weyse: Hvor Bolgen larmer hojl fra So.
2 . Melodi af Carl Nielsen.
Vi arved her en aaben Gaard, vor Strand vil Strømmen slide, og Blæsten gennem Hegnet slaar med Frost ved Foraarstide. Men spurgte Krav, fandt Kræfter Svar, hvad Jorden gav, livad Bølgen bar, fik fler end vi at vide. Der slider mer end Sø vor Strand, her stormer mer end Blæsten. De tog, de t a ’r alt, hvad de kan, saa vi maa selv om Resten. Staar vi, som Ulv paa Heden stod, mod Overmagt med ubrudt Mod, skal Faren øge Festen. E r ingen Ven i Verden vor, og svulmer Fjendens Lejre, det falder Folket aldrig for, skønt Slægt paa Slægt henvejrer. Det Folk, som ærligt fører Krig mod egen Svaghed, egen Svig, skal modstaa alt og sejre. Blev Striden streng, er Maalet stort, hvad mer vil Mænd begære? Os møder i den mørke Port de forudgangne Hære. Og nye Slægter efter os skal stolt med vore Vaaben slaas og styrkes af vor Ære. Se, Folkets Dag er hundred Aar, dyb Aande skal vi drage. Først værge Liv og læge Saar, saa vinde tabt tilbage; saa større Daad i større Hjem! Højt Maal bær Mandsmod frejdigt frem,
Som en rejselysten Flaade ankred op ved Jyllands Bro ligger vore Øers Baade, smaa og store, dybt i Ro. Haardt gaar Ilav mod Bro og Stavn, møder Danmarks stille Navn. Hør, hvor Midt det klinger! Hvor vi stod, og hvor vi gik, kom dit Navn, som sød Musik, blødt paa hvide Vinger. Havombraset yngler Landet. Tusind Øer gik af Havn, lod sig bære bort af Vandet, for at bære Danmarks Navn muntert frem til Livets Dyst gennem Mulm og Straalelyst. Hil jer, vore Skibe! Flaget blaffer rødt og hvidt. Her er Danmark, dit og mit, med sin Kølvandsstribe. * Hav og Muld skal Dansken pløje. Venner! Hvad vi fik for Muld! Bølgelandets runde Høje tavlet ud i Grønt og Guld. Lærken klatrer fra sin Seng i den morgenvaade Eng ad sin Jakobsstige. Men de lyse Nætters Skær Hør det! Husk det, alle Danske! Klar og frodig er vor Aand. Sproget slutter som en Handske om en fast og venlig Haand. Værn med Vid, hvad helt er vort. Sig kun Sandhed, jævnt og kort, gladest ved det Milde. Loven for de Danskes Æ t over stille Bøgetrær aabner Himmerige.
det skræmmer kun de svage. Det er ej gjort med favre Ord, hvor klart end de kan klinge. Dog trøsker den, som lidet tror, og ringe Raad gør ringe. Men tusindaarig Saga ser! Hvad Værk og Offer vil, det sker som skabt af Skæbnetvinge.
være Billighed og Ret, som Kong Volmer vilde.
Vinterklart og sommerbroget, morgenmuntert, skumringssvøbt, ligefremt og latterkroget,
Valdemar Rørdam.
Made with FlippingBook - Online magazine maker