V v- .ere t B r y d n i n g e r m e l l e m Ka.rt\- \ v*:?*. mell og nyt. Det er netop i Søn- \ Lande t i re derjyIland, a t a lt det ny er ble- \ føler, a t d vet omdannet, „om transforme- i Rod ude
i k k e m e r e , e n d a.L d e n f o l k e l i g e og nationale Udvikling i Søn- i derJylland siden Genforeningen I s t ø t og roligt ei gaae t fremad i 1 den rig tige R tn ing , om end 1 med sm aa Sk rid t. R e su lta te t er ikke blevet saa s to r t som ven te t, men det er dog e t Spørgsmaal, om der der for er Grund til at fæstne sig ved Skuffelserne og Mismodet, naar vi ser paa hele den Udvik ling, der er foregaaet. Det vil sikkert i det lange Løb vise sig at være bedst for os alle, at Genopbyggelsesarbejdet fore- gaar saa sundt og naturligt som muligt. Vi kan ikke paa en Gang hele det Saar, som de 54 Aars Adskillelse betød. De Kaar, som den sønderjyd ske Befolkning har været ude for, maatte give os et Særpræg og sætte ,sine Spor, men dette sønderjydske Særpræg er ofte blevet bedømt forkert og uret færdigt. f Det maa ikke glemmes, at Sønderjyderne gennem Aarhun- dreder har staaet som en Slags Transformatorstation for de Strømninger, som er gaaet fra Syd mod Nord, har levet paa det Sted, hvor der idelig har
S ø n d e r j y l l a n d o I » c . f o r - s t r D i n i * b e t e g n e r d e n Tid, der gik forud for L920, og den næste Linie '1 iden, som fulgte e fte r , og som vi endnu s ta a r m idt i.
fund , og tag e en land e ts S Vi ve H a s t fo fo r vil Maale a det bær Arbejde Jeg til at dernede hed til lige og begyndt den vil derj y11a Danmar Vi
re t" til a t passe for de danske \ Forhold, og de tte h a r givet os \ et sæ rlig t K a rak te r træ k , som endnu gør sig gældende, D e tte fo rk la re r de t Forbehold, hvo r med vi efter Genforen ingen tog mod alt de t ny, der under Ad skillelsen var kommet til Dan mark u d e n o m Sønderjylland, og det var nu ikke altsammen afpasset lige godt efter vore Forhold her i Landet. Det rok kede ved noget af det dyre bareste af alt, nemlig vor Rod- fæstethed til Hjemstavnen, og vi følte det som vor Pligt at skære noget af alt det usunde bort, som var sneget sig ind i Folket og Nationen med Krigs tids-strømningerne. Det var det, der for en stor Del vakte Mismodet i Sønder jylland. Nu, hvor haarde og trange Tider igen er over os tages det hele meget mere roligt i Sønder jylland. Vi føler, at det er en Tid, vi maa igennem sammen med hele Folket, og her overfor vil Sønderjyderne sætte alle de-
I 1920 fo r ts a t te s det folkeli ge og nationale Liv, som be gynd te med det nationale Gen nembrud i 183 j 0— 40’erne, men srm ikke kunde udvikles frit under Fremmedherredømmet. Det var Ch •. Flor, dej den Gang lagde Spiren til det na tionale Gennembrud, og det var en Fortsættelse af hans Arbej de, vi gik ind til i 1920. Der var da en rig Muld at sætte Plov jernene i for at faa saavel de gamle som ny Spirer til at gro. Det gik dog ikke saa let og glat, som mange straks havde troet. Der har været meget til at modarbejde Bestræbelserne paa at naa frem til den fulde Genforening, men Tiden, som nu er gaaet, har dog vist, at Rørelserne blev stærkt over vurderet. De hørte heller ikke hjemme i den sønderjydske Fol kekarakter, men var indpodet og fik Næring fra Syd. Alligevel satte dette sine Mærker, hvor der viste sig at være svage Punkter; men dog
og Følelser i Mindet om det, der skete den Gang, møder der os en broget Sam ling at Ind tryk . Først og frer est Indtrykkene af de store Forventninger, der var knyttet til Genforeningen, og derfra Indtrykkene om Rø relsernes og Skuffelsernes Dao-e og endelig ogsaa Indtrykkene af alle de mange Mindestene, der nu er blevet rejst over hele Lan det af Kredse, som staar hele vort nationale Spørgsmaal nær. Af disse Kredse af gode dan ske Mænd og Kvinder er Asr.ov- kerdsen vel den, der har staaet i nærmeste Kontakt med os dernede og styrket os < vort (knforeningshcab i de trange Dage. Nu har denne Kreds ogsaa rejst en Genforeningssten i Ski belund Krat med følgende lille, stærkt talende Vers indmejslet i Stenen: Sværdtid er endt, det er Plovtid paany.
le ved unstrup
ning for de Møde i reningsda- Formand, n, Kongs- i sidste g præget og dens u svundne aende et ilstes med 'ter Gen- Tanker
de over os og v mænd, ke vil ningen der jo Tyskhe rette lem de
t • r Lti :
Made with FlippingBook - Online magazine maker