Der er ingenting, der maner, som et Flag, der gaar til Top, mens det drager vore Hjertel og vort Sind mod Himlen op — og det vajer under Saling som en flammende Befaling, aa, men ogsaa som en Hvisken om det største, som vi ved: Ikke din og ikke min, men hele Folkets Enighed! Det har vaj et for de Slægter, hvorved vi og vort blev til, over Fredens milde Toner, over Kampens vilde Spil. Det var forrest, naar de sej red’, det var med dem, naar de fej red’ langt fra Hjemmet, Hjemmets Fester det var Raabet, naar de stred, og det sidste Suk i Bølgen, naar det stolte Skib gik ned. Derfor blotter vi vort Hoved, hver Gang Flaget gaar til Top, mens det drager vore Hjerter og vort Sind mod Himlen op. Det er vore Drømmes Tolk, det er baade Land og Folk — lad dit hvide Kors forkynde for hver fremmed Havn og Red — om end hele Verden strides —: jeg er Danmark, jeg er Fred!
Made with FlippingBook - Online magazine maker