Referat af Byrådets møde d. 13.08.2007

243. Forslag fra Det Radikale Venstre om retningslinier for brug af pendlerinstitution og for børns ferieafholdelse.

Sagsbeh.: Johnni Helt

Sagsnr.: 2007-36337

Sagsfremstilling Det Radikale Venstre har fremsendt forslag om, at - der fastlægges retningslinier for, hvor længe børn må benytte pendlerinstitutioner og - der fastlægges retningslinier for, hvor meget ferie et barn skal holde i løbet af et år. Motivationen for forslagene er, at det f.eks. ikke findes rimeligt, at børn opholder sig 13-14 timer dagligt og spiser tre måltider – morgen, middag og aften – i en institution og at det ikke findes rimeligt, at børn ikke holder ferie. Det er foreslået, at der inddrages faglig bistand ved fastsættelse af retningslinierne, som skal tage udgangspunkt i barnets generelle trivsel. Forvaltningen har på baggrund af forslaget undersøgt i Familiestyrelsen om, hvordan en kommune lovligt kan træffe beslutninger om retningslinier på de to områder. På nuværende tidspunkt har forvaltningen ikke inddraget faglig bistand fra f.eks. pædagoger og psykologer i vurderingen. Vedr. retningslinier for benyttelse af pendlerinstitutioner. Familiestyrelsen har oplyst, at en kommune gerne må fastsætte et max. timetal for en fuldtidsplads. Hvis pladsen benyttes i længere tid, kan der opkræves ekstra betaling i et såkaldt tilkøbsmodul. En sådan ændring kan ske en gang årligt i forbindelse med, at Byrådet fastlægger forældrebetalingen for det kommende år. I Næstved Kommune fastsættes der én forældrebetaling for en fuldtidsplads, som dækker en åbningstid på op til 54 timer om ugen. I de institutioner, herunder Tryllefløjten, fastsættes herudover en ekstra forældrebetaling, som dækker den udvidede åbningstid. For Tryllefløjten er i 2007 fastsat en ekstra betaling på kr. 360,00 (hvilket ca. svarer til de 25 %, som må opkræves hos forældrene). Der har ikke hidtil været foretaget en vurdering af, hvad der bedst for barnets tarv, idet det alene har været op til forældrene at vurdere, hvor lang tid de har haft brug for at benytte pladsen. Forvaltningen har under søgt ”problemets” omfang i Tryllefløjten. Der er mange børn, som afleveres ca. kl. 6.30-7.00 og bliver hentet ca. kl. 18.00-18.30. Der er typisk tale om børn, hvor forældrene har en 8 timers arbejdsdag i hovedstads-området + den daglige transporttid, således at børnene dagligt opholder sig ca. 11 timer i institutionen. Et enkelt barn benytter ofte Tryllefløjten i 12 timer dagligt og enkelte dage 13-14 timer. Der er en del enlige forældre, som er afhængige af at kunne aflevere deres barn i en pendlerinstitution med lange åbningstider. Vedr. retningslinier for børns afholdelse af ferie. En kommune kan ikke tvinge forældre til at holde ferie med deres børn. Det er forældrenes ret til selv at kunne vælge, hvornår pladsen skal benyttes. Eventuelle retningslinier vil således være uden sanktioner, men vil alene kunne bruges i et forsøg på at påvirke de forældre, der ikke holder ferie med deres børn. Der findes ingen undersøgelser i Næstved om, i hvor stort omfang forældrene holder ferie uden deres børn.

Byrådet 13.08.2007

536

Made with FlippingBook - Online magazine maker