150. Frigivelse af anlægsmidler til vandmiljøprojekter
Sagsbeh.: Søren Madsen
Sagsnr.: 2010-15946
Sagsfremstilling Statens vandplaner er i teknisk høring i kommunerne. Af planerne fremgår det, at Næstved Kommune har ansvaret for at gennemføre projekter på vandløb og vådområder for mellem 50 og 100 mio. kr. inden 2016. Der er i efteråret 2009 lavet aftaler mellem Miljøministeriet og KL om en del af projekterne – etablering af vådområder. For Næstved Kommune drejer det sig skønsmæssigt om projekter for ca. 30 mio. kr. Pengene tildeles de konkrete projekter
efter ansøgning. Finansieringen af indsatsen for de øvrige områder – vandløbsrestaurering mv. - forventes forhandlet over sommeren.
Næstved Kommune har siden 2007 arbejdet på at forberede gennemførelsen af de projekter, som følger af vandplanerne, og der er blevet gennemført flere vandplan- projekter i vandløbene. Derfor er der i anlægsbudgettet for 2010 afsat et rammebeløb på 3.151.800 kr. Et tilsvarende beløb har været afsat i 2007-2009 og er desuden afsat i 2011 og 2012.
I 2009 har vi gennemført 2 projekter, genslyngning af Fladsåen på en 1,5 km lang strækning nord for Mogenstrup, samt udlægning af sten og grus i Fladsåen ved Størlinge.
Desuden har vi fået lavet større undersøgelser ved Susåen, Saltø Å, Fladsåen og Jydebækken. Undersøgelserne peger på mange projekter og har givet værdifuld viden til udpegningen af vådområdeprojekter. Udpegningen af vådområder skal foregå over en meget kort tidsperiode frem til 1. juni 2010, og det er af meget stor betydning, at forvaltningen allerede nu har en del viden, som kan bruges i forbindelse med både udpegning og gennemførelse af projekterne. Vandløbsrestaurering, åbning af rørlagte strækninger, fjernelse af spærringer og sørestaurering er nogle af de øvrige virkemidler, der skal bruges til at opfylde vandplanernes krav. Det er tiltag, der blandt andet kræver, at der laves frivillige individuelle aftaler vedrørende privat ejendom. Dette fordrer blandt andet, at der udarbejdes skitseprojekter, som i samarbejde med lodsejerne udvikles til detailprojektbeskrivelser inden offentliggørelse. Derudover skal der søges tilladelser efter en række forskellige love og bekendtgørelser. Erfaring fra gennemførelse af Vandmiljøplan II og III viser, at det ca. tager mellem 1 til 3 år at planlægge, iværksætte og gennemføre små og mellemstore projekter (under 10 lodsejere), mens større projekter vil tage endnu længere tid. Det er derfor meget vigtigt, at forvaltningen kan fortsætte indsatsen fra 2007-2009 med at gennemføre undersøgelser og udføre projekter. Derfor søges der nu om på anlægskonto 2010 for vandløbsrestaurering/miljømålslov at frigive 3.151.800 kr. Heraf 2.336.800 kr. til vådområdeprojekter, som igangsættes i år, og til forberedelse til projekter, som skal igangsættes i 2011. Desuden i henhold til tidligere aftaler 815.000 kr. løn til projektleder.
Teknisk Udvalg vil løbende blive orienteret om forundersøgelserne og vil få forlagt de enkelte projekter, inden de gennemføres.
Byrådet 22.03.2010
237
Made with FlippingBook - Online magazine maker