Referat af Byrådets møde d. 26.04.2010

Teknik- og Miljøforvaltningen har følgende bemærkninger til de fremsatte synspunkter:

Den byggetekniske rapport dateret den 07.05.2008 for bygning nr. 1 på ejendommen er gennemset. Forvaltningen er af den opfattelse, at rapporten primært indikerer, at bygningen er slidt af brug samt vind og vejr, bygningen synes ikke uopretteligt skadet. Rapporten kan derfor ikke i sig selv begrunde, at bygningen skulle være så medtaget, at den ikke med rimelighed kan istandsættes. Bygning 1 udgør ikke en del af husrækken langs Kalbyrisvej/Ringstedgade. Det fremgår af historiske kort, at den første boligbebyggelse i ny Holsted bliver opført sidst i 1800- årene omkring Ny Holstedvej øst for den nuværende Ringstedgade. Dette sker samtidig med at bygning 1, den første skolebygning i Ny Holsted, opføres vest for den daværende Kalbyrisvej og øst for den nye jernbane. I perioden efter 1900 anlægges Ringstedgade med tilslutning til Kalbyrisvej umiddelbart syd for ny Holsted skole. Herved kommer skolen til at ligge i en ”egen lomme” mell em bane og vej. Det må samtidig påpeges, at skolebygningen er placeret tilbagetrukket fra den nuværende Ringstedgade. Stikprøver i BBR-registeret viser, at bebyggelsen på begge sider af Kalbyrisvej syd for skolen er opført i perioden 1910-30, og at bebyggelsen på begge sider af Ringstedgade nord for skolen er opført i perioden 1930-40, altså en del senere end bygning 1. Forvaltningen er enig i museets vurdering af, at Ny Holsted skole sammen med blandt andet Ll. Næstved skole samlet set er en kilde til byens skolehistorie i nyere tid, og at man ved at nedrive den oprindelige skolebygning fjerner en del af historien om skolen og om Herlufholm sogns historie. Dette uanset, at de nyere skolebygninger på ejendommen ikke er udpeget som bevaringsværdige i Næstved kommuneatlas, selvom de i hovedsagen er opført før 1940. Forvaltningen må omvendt pege på, at Ll. Næstved skole, der stadig fungerer som skole, fortsat vil kunne fortælle om Næstveds skolehistorie i netop denne periode af byens historie. Det tillægges samtidig vægt, at ejendommen i sin tid blev udbudt til salg, uden at det blev oplyst, at der var en forventning til, at bygningskomplekset eller dele heraf skulle bevares, samt at Byrådet efterfølgende i april 2009 gav accept af tilbuddet fra Sophienberg, herunder at der kunne udarbejdes skitseprojekt for ejendommen, som Byrådet ville være sindet at vedtage en lokalplan for.

Lovgrundlag Lov om planlægning Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer Kommuneplan 2009-21

Handicapforhold (tilgængelighed) Ikke relevant

Bæredygtighed og Sundhedsmæssige konsekvenser Generelt er det bæredygtigt at genanvende eksisterende bygninger og materialer. Der vil således være et større ressourceforbrug i forbindelse med nedrivning og nybyggeri. Omvendt vil der som regel være miljømæssige gevinster ved driften af nybyggerier.

Supplerende bemærkninger Økonomiudvalget behandler den 25. januar 2010, om optionen til Sophienberg på Ringstedgade 141-143 skal forlænges.

Byrådet 26.04.2010

295

Made with FlippingBook - Online magazine maker