Referat af Byrådets møde d. 16.02.2009

25. Forslag til kommuneplantillæg for vindmøller ved Kyse.

Sagsbeh.: Bo Kiersgaard

Sagsnr.: 2007-28072

Sagsfremstilling Udvalget for Økonomi, Personale og overordnet Planlægning besluttede på møde den 3. december 2007 at igangsætte planlægning for et vindmølleområde sydvest for Kyse. Det skete på baggrund af en ansøgning om en vindmølle på 143,5 m (1. prioritering) eller 136,3 m (2. prioritering).

Et debatoplæg om projektet blev sendt i offentlig høring fra den 9. september til den 7. oktober 2008. Kommunen modtog ingen bemærkninger til projektet i debatperioden.

Det er forvaltningens vurdering, at det udarbejdede forslag til kommuneplantillæg inklusiv VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet) beskriver konsekvenserne af at gennemføre projektet. Visualiseringerne giver et rimeligt bud på, hvordan møllerne vil komme til at se ud i landskabet. I den udarbejdede Vurdering af Virkninger på Miljøet (VVM) er beskrevet, hvordan naboer vil blive påvirket med støj og skygge. Den gennemsnitlige skyggepåvirkning for møllerne er udregnet, og resultatet ligger for to naboejendomme over den vejledende grænse på 10 timer årligt hos naboer. Derfor udstyres møllerne med en sensor, der skal sørge for, at møllerne om nødvendigt standses, for at den vejledende grænse ikke overskrides. De lovbestemte grænser for støj overholdes også. Siden den oprindelige ansøgning er projektet ændret til at omfatte to vindmøller med en totalhøjde på 126,5 m. Placeringen er justeret en smule dels for at få plads til to vindmøller og dels af hensyn til støj hos naboer. Ændringen til to møller er sket for at udnytte denne placering i kommunen bedre. Dette er væsentligt i forhold til, at der ikke findes mange egnede placeringer til store vindmøller i kommunen. Ved opførelse af de to nye møller er der mulighed for at nedtage 7 møller ved Menstrup Bjerg og Klinteby Klint, hvis projektet kan nås inden for statens udskiftningsordning. Der kan på den måde genskabes et fint kystnært landskab disse steder og samtidig produceres væsentlig mere el, end det er tilfældet nu. Omvendt kan de eksisterende møller producere en god mængde el i anslået ca. 10 år mere, da der ikke er tale om helt gamle møller med lav produktion. I hovedforslaget er det derfor skitseret, at der ikke tages møller ned i forbindelse med opførelsen af de nye møller ved Kyse. Ved den endelige behandling af kommuneplantillægget skal der tages stilling til, om nedtagning af møller sættes som betingelse for opførelsen af de nye. Det er på ovenstående baggrund hensigten at sende forslag til kommuneplantillæg og lokalplan i offentlig høring i 8 uger fra 24. februar til 21. april 2009 og i den forbindelse at afholde borgermøde i slutningen af marts eller starten af april.

Forslag til lokalplan for projektet behandles af Udvalget for Ejendomme og Lokalplaner den 20. januar 2009.

Lovgrundlag Planlovens bestemmelser om kommune- og lokalplanlægning. Planlovens bestemmelser om Vurdering af Virkninger på Miljøet (VVM) og MiljøVurdering af planer og programmer (MV). Cirkulære om støj fra vindmøller.

Byrådet 16.02.2009

44

Made with FlippingBook - Online magazine maker