27. Lokalplan F.11.6 for et område til center- og boligformål i Fensmark
Sagsbeh.: Jakob Carlé Zabel
Sagsnr.: 2007-56590
Sagsfremstilling Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet forslag til lokalplan for centerområdet i Fensmark.
Lokalplanen har været i høring i perioden 02.09.08 – 28.10.08, og forvaltningen har modtaget enkelte indsigelser, som beskrevet i bilag 2.
Forvaltningen har revideret forslaget efter behandling af de indkomne kommentarer, og fremlægger hermed den endelige udgave til godkendelse.
Lokalplanens udarbejdelse er foranlediget af, at SuperBrugsen ønsker at udvide forretningen i henhold til gældende lovgivning, samt at Holmegaard Rådhus er solgt, og den fremtidige anvendelse ønskes ændret fra offentlige formål til centerformål. Fensmark bliver udlagt som udviklingscenter i den kommende kommuneplan, og byen har på grund af sin tidligere rolle som kommunecenter et stort udbud af offentlige og private servicetilbud. Udviklingscentrene skal f.eks. tilbyde borgerservice, bibliotek, varierede fritidstilbud, praktiserende læge, apotek, flere butikker med dagligvarer og gerne enkelte butikker med udvalgsvarer. Næstved Kommune udskrev en idéfase som optakt til lokalplanlægningen, hvor borgere, foreninger og øvrige interessenter havde mulighed for at komme med konkrete bud på, hvordan der kunne planlægges for nærmiljøet i og omkring Fensmark Bymidte. Udgangspunktet var konkrete ønsker fra SuperBrugsen om at udvide forretningen og ønsket om at lokalisere et lægehus, hvor byens praktiserende læger og beslægtede professioner kunne etableres. Der indkom et begrænset antal forslag, der primært beskrev ønsker til trafikale foranstaltninger, og enkelte der ønskede at friholde de eksisterende grønne træk i byen fra yderligere bebyggelse. Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af idéfasens kommentarer, og forslagene er indarbejdet i lokalplanen i det omfang, det har været muligt. SuperBrugsens ønske om at inddrage det grønne område mod øst i centerområde, med henblik på placering af lægehus, er ikke imødekommet. Arealet er et interessant friareal, der understøtter de nærliggende boligområder. Der er flere gode alternative muligheder for placering af et lægehus i lokalplanens område. På baggrund af ovenstående sigter lokalplanen på dels at give mulighed for den fortsatte udvikling af områdets erhvervsliv dels at sikre, at byrum og offentlige arealer udføres i en høj kvalitet. Lokalplanen sikrer ligeledes, at de anvendelser, der kan indpasses i området, er forenelige med beliggenheden i bymidten, som indeholder boliger og anden støjfølsom anvendelse, at der åbnes mulighed for at etablere en trafikreguleret vej- og stistruktur og etablering af sammenhængende cykel- og stiforbindelser i området.
Endelig sikres bevaringsværdige og karakteristiske bebyggelsestræk i området.
Byrådet 16.02.2009
48
Made with FlippingBook - Online magazine maker