Referat af Byrådets møde d. 14.05.2007

144. Indkøbspolitik for Næstved Kommune

Sagsbeh.: Allan Åge Christensen

Sagsnr.: 2007-8426

Sagsfremstilling

Indkøbspolitik: I overensstemmelse med Styrelsesvedtægtens § 10 stk. 11 fastsætter Økonomiudvalget regler for samordning af Næstved Kommunes Indkøbsfunktioner.

Økonomiafdelingen, Indkøbs- og udbudskontoret, har på baggrund heraf udarbejdet et udkast til fremtidig Indkøbspolitik for Næstved Kommune jf. vedlagte bilag. Udkastet er revideret på baggrund af Direktionens behandling. Det skal i den forbindelse bemærkes, at Indkøbspolitikken er tænkt som en overordnet ramme, der skal sikre en vis bevægelsesfrihed i administrationens virke, hvorfor der på en række områder kan/bliver udstukket efterfølgende retningslinjer for Næstved Kommunes indkøb. Det forholder sig herudover således, at Næstved Kommune skal have vedtaget en Servicestrategi senest d. 31.12.2007, der bl.a. skal indeholde en Udbudspolitik. Økonomiafdelingen vil i videst muligt omfang skabe indbyrdes sammenhæng og koordination mellem Indkøbspolitik, Udbudspolitik og Servicestrategi og evt. gøre dem til en sammenhængende helhed.

Det skal endvidere bemærkes, at Indkøbspolitikken optages som bilag til Kasse- og regnskabsregulativet.

Indkøbsanalyse: Med henblik på en effektiv fremtidig prioritering af indkøbsarbejdet i Næstved Kommune har Økonomiafdelingen fået udarbejdet en analyse af indkøbsområdet i Næstved Kommune af Drescher & Schrøder Consulting. Slutrapporten for indkøbsanalysen er vedlagt til orientering. Hensigten med analysen har været dels at få et prioriteringsværktøj i forhold til det fremtidige indkøbsarbejde og dels at få nogle estimerede gevinstpotentialer. I forhold til de i slutrapporten angivne gevinstpotentialer, skal det kraftigt fremhæves, at de tidsterminer med hvilke Drescher & Schrøder mener gevinsterne kan realiseres, forudsætter et betydeligt forbrug af eksterne konsulenter til gennemførelse af udbud. Det kan derfor ikke forventes at gevinstpotentialerne uden videre kan realiseres i dette tempo. Økonomiafdelingen har besluttet i første omgang at gennemføre udbuddene ved hjælp af interne ressourcer. I den forbindelse skal det bemærkes, at fase 1 og fase 2 i indkøbsanalysen ventes gennemført inden medio 2008, hvilket er ca. 5 mdr. ekstra i forhold til Drescher & Schrøders anbefalinger. Dette vurderes som værende tilfredsstillende i forhold til de fordele, der er ved intern gennemførelse af udbuddene. En af fordelene ved denne model er bl.a. at Næstved Kommune opnår en intern læring ved selv at gennemføre udbuddene som kan udnyttes i fremtiden. Derudover vedlægges en arbejdsplan, der er Indkøbs- og udbudskontorets aktuelle prioritering. Denne arbejdsplan vil være en del af den indkøbsstrategi der forelægges Byrådet ved budgetlægningen jf. indkøbspolitikken, ligesom der løbende vil være en opfølgning herpå i forhold til eventuelle tids- og gevinstmæssige forskydninger.

Byrådet 14.05.2007

321

Made with FlippingBook - Online magazine maker