195. Årsredegørelse for den samlede tilsynsindsats på plejehjem mv. i Næstved Kommune 2008
Sagsbeh.: Anita Janne Scheel
Sagsnr.: 2009-28372
Sagsfremstilling Kommunen skal mindst en gang årligt udarbejde og offentliggøre en redegørelse for den samlede tilsynsindsats over for beboere i plejehjem, plejeboliger og tilsvarende boligenheder. Redegørelsen skal indeholde en opsamling på de kommunale og sundhedsfaglige tilsyn samt en opgørelse over, hvad der i forbindelse med tilsynene er blevet afdækket om sammenhængen mellem de ydelser, der er truffet afgørelse om, og de faktisk leverede ydelser.
Der er udarbejdet redegørelser for det kommunale tilsyn på plejehjem, plejeboliger og omsorgsboliger efter hvert tilsynsbesøg og disse er offentliggjort på hjemmesiden.
Fra Embedslægeinstitutionen er modtaget dens årsredegørelse for det sundhedsfaglige tilsyn i 2008.
I såvel embedslægens redegørelse som i tilsynsrapporterne fra kommunen fremkommer ingen stærkt kritisable forhold, som har krævet opfølgende tilsynsbesøg.
Lovgrundlag Lov om social service § 151.
Supplerende bemærkninger Årsredegørelsen har været sendt i høring i Ældrerådet og Bruger- og pårørenderådene på ældreområdet.
Ældrerådet har følgende kommentarer: Ældrerådet bemærker sig følgende fra afsnittet: Hjælpen og hverdagen:
”Medarbejdere og ledelse mener, at de for det meste kan levere den i standarden beskrevne pleje- og aktivitetskvalitet de fleste steder, hvis alle medarbejdere er på arbejde, men at de er hårdt pressede, og nogle gange afgiver pauser for at nå det hele. Medarbejderne savner de ”lettere opgaver”, der kan aflaste dem mellem de fysisk tunge plejeopgaver. Nogle af stederne mener hverken medarbejdere eller teamledere, at de kan nå at levere de ydelser som de skal, pga. manglende tid, og at der ikke er sammenhæng mellem den hjælp borgeren er visiteret til, og den hjælp borgeren har brug for fordi grundvisiteringen er lav, og borgerne er blevet dårligere. Beboerne har ofte den opfattelse, at personalet har travlt, men at der ikke er noget at gøre ved det. Beboerne kunne lige som medarbejderne godt tænke sig, at der var tid til at drikke kaffe sammen, gå ture og lignende”. Det er forhold som Ældrerådet i mange af dets høringssvar gennem 2008 har gjort opmærksom på, hvorfor Ældrerådet opfordrer til, at disse problemer vil blive løst. Vedr. Embedslægeinstitutionens sundhedsfaglige tilsyn kan Ældrerådet tilslutte sig embedslægens konklusion og har ikke yderligere bemærkninger hertil.
Bruger- og pårørenderådet på Birkebjergcentret har ingen kommentarer til rapporten.
Byrådet 14.09.2009
462
Made with FlippingBook - Online magazine maker