Referat af Byrådets møde d. 14.09.2009

199. Forslag til lokalplan 010 for Fjordlodden 18, Karrebæksminde

Sagsbeh.: Tine Smidt Jeppesen

Sagsnr.: 2009-48857

Sagsfremstilling Udvalget for Ejendomme og Lokalplaner besluttede den 5. maj 2009, at projekt for opførelse af en ny villa på Fjordlodden 18 er lokalplanpligtigt, fordi det er i 2 etager. Der er tale om et eksisterende fuldt udbygget boligområde, hvor hovedparten af den eksisterende bebyggelse er opført i 1 og 1 ½ etage. Forvaltningen har udarbejdet et forslag til lokalplan for projektet. Bygherres rådgiver har udarbejdet visualiseringsmateriale, som indgår i lokalplanens redegørelse for påvirkningen på omgivelserne, da området er beliggende i kystnærbyzone. Lokalplanen indeholder bebyggelsesregulerende bestemmelser for omfang og placering af ny bebyggelse, svarende til det omfang, som Næstved Kommune almindeligvis fastlægger for området til åben-lav boligbyggeri. Der er således frihed til at udforme bebyggelsen efter individuelle ønsker under en overordnet ramme. Lokalplanen åbner på baggrund af en konkret vurdering af de lokale forhold mulighed for, at ny bebyggelse kan opføres i 2 etager i maksimalt 8,5 meter. Lokalplanområdet ligger i kommuneplanens rammeområde 6.1 BE 23.1, der udlægger arealet til blandet bolig/erhverv. Rammeområdet er meget stort og rummer det meste af den eksisterende helårsbebyggelse i Karrebæk/Karrebæksminde. Konkret er området omkring lodderne et eksisterende boligområde, som i henhold til rammerne for lokalplanlægning må opføres i 1½ etage i maksimalt 8,5 meter. Bebyggelsesprocenten er fastsat til 30. Med kommuneplan 2009-21 har Byrådet generelt tilkendegivet, at der kan åbnes op for, at de nye bebyggelsesprocenter i BR08 skal kunne benyttes, når der laves nye lokalplaner for eksisterende boligområder. Med hensyn til bestemmelser for bygningshøjder i eksisterende boligområder skal det enkelte områdes karakter søges bevaret. Det vil sige, at boligområder, hvor hovedparten af bebyggelsen består af bebyggelse i henholdsvis 1 og 1½ etage, som hovedregel skal fastholdes som områder med denne etagehøjde. Byrådet har dog tilkendegivet, at der gennem lokalplanlægningen kan åbnes mulighed for bebyggelse i 2 etager i eksisterende boligområder, i det omfang det ikke er i strid med by- og kulturmiljø-interesser. Lokalplanen er udarbejdet i overensstemmelse med denne mulighed.

Lovgrundlag Planloven Lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Handicapforhold (tilgængelighed) Ikke relevant.

Bæredygtighed og Sundhedsmæssige konsekvenser Ingen planmæssige bemærkninger.

Politisk behandling Udvalget for Ejendomme og Lokalplaner Økonomiudvalget

Byrådet 14.09.2009

468

Made with FlippingBook - Online magazine maker