Såfremt notatet havde været vedhæftet sagsfremstillingen, så skulle sagsfremstillingen have været yderligere suppleret, idet Byrådets medlemmer heller ikke fik kendskab til, at Rislev Sogns Bylaug d. 19. juni 3 dage før Byrådets møde d. 22. juni 2009 telefonisk meddelte, at buddet på 173.134,99 kr. skulle nedsættes med et ikke opgjort beløb til berigtigelsesomkostninger, i fald Byrådet besluttede at sælge forsamlingshuset til Bylauget. Bylaugets tilbud var i juridisk forstand ikke konditionsmæssigt, idet det reelt var trukket tilbage. Der var således ikke noget konkret bud fra Bylauget, som Byrådet kunne tage stilling til på mødet d. 22. juni 2009, men alene de to konkrete bud fra en privatperson og fra Friskolen. Begge disse bud fremgik af sagsfremstillingen. Det er en almindelig kommunalretlig grundsætning, at en sag skal være således oplyst, at der foreligger et forsvarligt beslutningsgrundlag, dels at det fornødne materiale skal være tilgængeligt forud for mødet, således at medlemmerne har en rimelig tid til at forberede deres stillingtagen. Det kan derfor kræves, at akter eller oplysninger, der er nødvendige for en stillingtagen til en given sag skal foreligge for kommunalbestyrelsens medlemmer. Om dette er tilfældet, afgøres i første række af kommunalbestyrelsen ved flertalsbeslutning, og i sidste ende af tilsynsmyndigheden og domstolene. Det fremgår af sagsfremstillingen til Byrådets møde d. 22. juni 2009, at Udvalget for Økonomi, Personale og overordnet Planlægning d. 25. maj 2009 afviste salg af Forsamlingshuset til Bylauget for 1,- kr. og dermed fastholdte Udvalget det almindelige udgangspunkt for salg af kommunens ejendomme, nemlig salg af Forsamlingshuset til markedspris. Udvalgets prioritering og afvisning af salg til under markedspris til Bylaugets medlemmer fremgår af det materiale som Byrådet skulle tage stilling til d. 22. juni 2009. Når sammenholdes med, at Bylauget d. 19. juni telefonisk trak tilbud på 173.134.99,- kr. tilbage uden nærmere at konkretisere, hvad buddet eventuelt så skulle lyde på, så kan relevansen af oplysningen om buddet på de 173.134,99 kr. fortolkes. Afgørende for Fællessekretariatets vurdering af det oplyste i sagen har været, at det fremgår af dagsordenen, at Udvalget for Økonomi, Personale og overordnet Planlægning indstillede et salg til markedspris, og at tidligere overvejelser i Udvalget om salg til under markedspris til Bylauget blev afvist. Det fremgår også af sagsfremstillingen, at forhandlinger om eventuelt udleje til Bylauget var sekundær i forhold til salg af ejendommen. Der skal endvidere gøres opmærksom på, at der i sagsfremstillingen henvises til Udvalget for Økonomi, Personale og overordnet Planlægnings beslutning af 25. maj 2009. Samtlige medlemmer af Byrådet har modtaget referat og sagsfremstilling fra dette møde. Af denne sagsfremstilling fremgår også de kommunalretlige betingelser for salg af kommunal ejendom til under markedspris.
Lovgrundlag Kommunestyrelsesloven § 8 stk. 4 Kommunestyrelsesloven § 68.
Supplerende bemærkninger Kommunalretligt har det ikke været muligt for Fællessekretariatet at vurdere, hvorvidt et salg til Rislev Sogns Bylaug har været i overensstemmelse med kommunalfuldmagtsreglerne, da dette kræver en nærmere undersøgelse af foreningens konstruktion, vedtægter, formål og medlemstal, således, at det almindelige kommunalretlige forbud mod begunstigelse af enkeltpersoner ikke overtrædes.
Byrådet 17.08.2009
439
Made with FlippingBook - Online magazine maker