Punkt 136: Kvalitet og økonomi på skoleområdet
17.00.00-A00-1-15 Kompetenceudvalg: Byrådet Børne- og Skoleudvalget skal drøfte og over for byrådet anbefale, hvilke rammer for den fremtidige organisering af skolevæsnet man skal sende i høring. Administrationen indstiller, at 1. forslaget om en fremtidig organisering af skolevæsnet i 6 distrikter sendes i høring 2. provenuet, ved klasseoptimeringer i overbygningen samt ledelses- og administrationsoptimering modregnet de ekstra befordringsudgifter, indgår i det samlede provenu til løft af kvaliteten på det samlede skolevæsen Byrådet besluttede i forbindelse med budgetforliget for 2014, at der skulle igangsættes et arbejde med at ændre skolestrukturen. I forbindelse med afslutningen af det daværende arbejde, blev det besluttet, at man ikke ville lukke skoler i denne byrådsperiode. I stedet blev der igangsat et arbejde under overskriften Kvalitet og Økonomi med inddragelse af folkeskolens interessenter, der skulle anvise nye tiltag, som skal medvirke til at højne kvaliteten i skolevæsnet og komme med bud på, hvordan man kan imødegå de økonomiske udfordringer, der er på området. I arbejdet med Kvalitet og økonomi blev skoleområdets interessenter inviteret til at komme med input til arbejdet. På et møde den 16. marts 2015 med deltagelse af repræsentanter fra både skolebestyrelser, lokalråd, ungdomsuddannelser og faglige organisationer, blev 10 indlæg præsenteret og efterfølgende drøftet i 3 café-runder. Konklusionerne fra arbejdet med Kvalitet og Økonomi var for kvalitetsdelen, at man ønsker kvaliteten højnet blandt andet gennem bedre muligheder for at eleverne i overbygningen kan få flere valgmuligheder - både som linjevalg og som valgfag. Dette vil ikke kunne gøres uden visse organisatoriske tilpasninger. Tilsvarende på økonomidelen var konklusionen på arbejdet, at der ikke umiddelbart kunne peges på tiltag, der i væsentlig grad kan bidrage til at imødegå de økonomiske udfordringer, hvis ikke det indebærer organisatoriske og strukturelle tilpasninger. Samtidig oplever skolerne, at det er vanskeligt at rekruttere nye lærere på baggrund af lærernes høje undervisningsforpligtelse (landets højeste). Byrådet drøftede Kvalitet og Økonomi-konklusionerne på temamødet den 15. juni 2015. På baggrund af ovenstående, Børne- og Skoleudvalgets behandling af sagen i flere omgange og Byrådets temamøde den 15. juni, har administrationen udarbejdet vedlagte notat, der beskriver udfordringer og forslag til fremtidig organisering af skolevæsnet. Administrationens forslag i sagen er udarbejdet på baggrund af det politiske mandat, om at der ikke må lukkes matrikler. Det er administrationens vurdering, at det vil skabe bedre muligheder for såvel et kvalitativt løft som et økonomisk rationale, hvis organisationsændringen også indebærer nedlæggelse af et antal matrikler. I forslaget er distrikterne som udgangspunkt lagt sammen to og to bortset fra tre tilfælde, hvor det er tre henholdsvis fire distrikter, der foreslås sammenlagt. Det skal bemærkes, at sammenlægning af distrikter, som her beskrevet, i lovens forstand er nedlæggelse af alle skoler og etablering af nye skoler. En sådan beslutning er derfor underlagt lovens bestemmelser om høring og indsigelse ved skolenedlæggelser, selv om alle matrikler bevares
Made with FlippingBook - Online magazine maker