Punkt 191: Orientering om varsling af takster
00.01.00-Ø00-34-15 Kompetenceudvalg: Byrådet Byrådet har besluttet, at der i forbindelse med varsling af takster på dagtilbudsområdet også skal oplyses om, hvilken udgift kommunen afholder af den samlede udgift. Administrationen foreslår, at det lettest gøres på den måde, at den årlige varsling af taksten fremover kommer til at indeholde, hvor stor kommunens udgift er pr. måned i forhold til forældrenes takst samt at forældre, i forbindelse med at de får tilbudt en plads, også orienteres om, at kommunens andel af udgiften er 75%. Administrationen indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning og fremsender sagen til byrådets orientering. Byrådet besluttede den 10. november 2015 i forbindelse med godkendelse af takster for dagtilbud og skolefritidsordninger for 2016, at det fremover skal fremgå af opkrævningen, hvad der er forældrenes egenbetaling (= 25%) og hvor meget kommunen yder i tilskud pr. plads (= 75%). Administrationen har set på, hvor disse oplysninger fremover kan fremgå uden det medfører merudgifter eller administrative besværligheder. På den baggrund foreslås det, at 1. forældre orienteres om størrelsen af kommunens udgift for de enkelte pladser i det takstbrev, som skal udsendes til alle forældre senest 1. december året før den nye takst og 2. når forældre tilbydes en plads orienteres de samtidig om, at kommunen yder 75% i tilskud pr. plads i et dagtilbud. Administrationen har endvidere vurderet muligheden for, at forældrene kunne blive orienteret ved en ekstra tekst på girokort eller på PBS meddelelsen. Her vurderes det dog, at det vil være administrativt besværligt at skabe overensstemmelse mellem det opkrævede beløb og en tekst, som viser hvordan vi når frem til det konkrete beløb. Dette skyldes bl.a., at der i den faktiske forældrebetaling også er modregnet evt. fradrag for søskenderabat og fradrag for evt. økonomisk fripladstilskud. Endvidere vil det betyde en ekstra udgift, når der skal flere linjer på girokort og PBS, formentlig på max. 10.000 kr. årligt. Center for Økonomi og Analyse har ingen yderligere bemærkninger. Børne- og Skoleudvalget Byrådet Børne- og Skoleudvalget, 23.11.2015 Til efterretning. Byrådet, 15.12.2015 Githa Nelander var fraværende. Til efterretning.
Made with FlippingBook - Online magazine maker