Referat af Byrådets møde d. 15.12.2015

Punkt 202: Lejerrepræsentant samt suppleant herfor i huslejenævnet

03.09.15-A30-1-13 Kompetenceudvalg: Byrådet. Nuværende lejerrepræsentant i huslejenævnet ønsker af arbejdsmæssige årsager, at fratræde sit hverv. Tidligere suppleant for lejerrepræsentanten indstilles udpeget som ny lejerrepræsentant. Samtidig indstilles en ny suppleant udpeget. Administrationen anbefaler: 1. at Maria Kjærulff Berth meddeles accept vedrørende ønske om fritagelse for sit hverv som lejerrepræsentant i huslejenævnet pr. 31.12.2015. 2. at Torben Hjørlunde Nielsen, Sct. Jørgens Park 121, st. th. udpeges som lejerrepræsentant (medlem) og 3. at sagsbehandler ved Lejernes Landsorganisations regionskontor i Slagelse, Jan Erik Grabas, Østre Ringvej 40, 2. th. udpeges som suppleant for lejerrepræsentanten. I alle kommuner nedsættes et eller flere huslejenævn til afgørelse af tvister efter lejeloven og lov om midlertidig regulering af boligforholdene. Nævnet består af en lejerrepræsentant og en udlejerrepræsentant, der begge skal være kendt med huslejeforhold, samt af en formand, der skal være jurist og beskikkes af direktøren for statsforvaltningen efter indstilling fra byrådet. Lejerrepræsentant og udlejerrepræsentant udpeges af byrådet efter indstilling af henholdsvis større lejerforeninger og større udlejerforeninger i kommunen. Der vælges en suppleant for hvert af medlemmerne. Den nuværende lejerrepræsentant, Maria Kjærulff Berth, er udpeget for perioden 1. februar 2014 til 31. januar 2018 efter indstilling fra Lejernes Landsorganisation. I samråd med Maria Kjærulff Berth er der imidlertid fra Lejernes Landsorganisation ultimo november 2015 modtaget henvendelse med anmodning om, at Maria Kjærulff Berth ønsker at fratræde sin post som lejerrepræsentant i huslejenævnet med virkning fra den 31. december 2015. Årsagen er advokat etiske regler, som gør Maria Kjærulff Berths fortsatte virke som huslejenævnsmedlem uforeneligt med hendes nuværende job på et advokatkontor, hvor man repræsenterer lejere i sager (indbragt af Lejernes Landsorganisation), som fra huslejenævnet går videre til Boligretten. Suppleant Torben Hjørlunde Nielsen, som ligeledes udpeget indtil 31. januar 2018, vil gerne indtræde som medlem. Torben Hjørlunde Nielsen er formand for Beboerrepræsentationen i Sct. Jørgens Park og er indstillet af samme. Torben Hjørlunde Nielsen har siden 1. april 2012 varetaget hvervet som suppleant for lejerrepræsentanten. Såfremt Torben Hjørlunde Nielsen udpeges som fast medlem, er der herefter behov for udpegning af ny suppleant for lejerrepræsentanten. I henvendelsen fra Lejernes Landsorganisation fremgår imidlertid samtidig oplysning om, at man i stedet for Maria Kjærulff Berth gerne indstiller Jan Erik Grabas til lejerreræsentant i huslejenævnet. Jan Erik Grabas er mangeårig sagsbehandler i Lejernes Landsorganisation.

Made with FlippingBook - Online magazine maker