Referat af Byrådets møde d. 15.12.2015

Ro på skoleområdet: Vi stiller hermed følgende forslag til fremtidig struktur på skoleområdet i Næstved Kommune. 1. Den grundlæggende organisation i folkeskolens klassetrin fra 0. til 9. kl. fastholdes. 2. Overbygningerne (7.–9. klasse) flyttes ikke. D.v.s. overbygningerne bliver på Herlufmagle Skole, Kildemarkskolen, Lundebakkeskolen og Sct. Jørgens Skole. 3. Placeringen af specialklasserne fastholdes. Fremtidig placering af nye specialklasser kan vurderes. 4. Den nuværende distriktsstruktur fastholdes, dog under hensyn til punkt 6. 5. Der indføres ikke områdeledelse. Vi beder de enkelte skoler overveje, om der i den nuværende organisation kan spares ledelse. 6. Lokalekapaciteten i Næstved by samt landområdet skal tilpasses. Der nedsættes en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe med repræsentanter fra skolebestyrelserne og sekretærbistand fra skolechefen. Arbejdsgruppen rapporterer direkte til Byrådet i februar 2016. Arbejdsgruppen skal særligt se på mulighederne for at nedlægge Sjølundsskolen, nedlægge afdelingen i Holme-Olstrup samt nedlægge Karrebæk Skole, sidstnævnte eventuelt som en del af Ll. Næstved Skole. Skolelukninger vil først ske pr. juli 2017, således at der er god tid til en ordentlig proces omkring lukningen og anden anvendelse af lokalerne. 7. Skolerne opfordres til at samarbejde om valgfag, så det er lærerne, som flytter sig efter eleverne og ikke eleverne, som flytter sig efter lærerne. 8. Skolerne opfordres til indbyrdes at drøfte distriktsstørrelser, hvis naboskoler ønsker det. 9. Yderligere ændringer på skoleområdet skal afvente, at skolereformen og de ovennævnte foreslåede tiltag har været i drift flere år. Det er vores vurdering, at ovennævnte forslag vil imødekomme både behovet for en varig besparelse på bygningsdrift og ledelse. På den måde adresseres skolevæsenets primære problem, nemlig at der er for mange m2 til for få elever. Samtidig vurderer vi, at forslaget imødekommer langt de fleste høringssvar ved, at vi ikke flytter overbygninger og ikke opretter megaskoledistrikter. Derved undgår vi også lang transporttid og kommunale udgifter til ekstra skolebuskørsel. Beslutning: 7 stemte for (Cathrine Riegels Gudbergsen, Søren Revsbæk, Otto Poulsen, Lars Hoppe Søe, Sebastian Mylsted-Schenstrøm, Thor Temte, Jette Leth Buhl) 22 stemte imod A (13), C, O (2), Karsten Nonbo, Kirsten Devantier, Niels True, Elmer Jacobsen.

Made with FlippingBook - Online magazine maker