Kassebeholdningen pr. 31. december 2014 blev -130,3 mio. kr. (negativ kassebeholdning). Det er en forbedring på 82,0 mio. kr. siden 31. december 2013. Det er noget bedre end forventet. Hovedårsagen er et lavt forbrug på anlæg i 2014, hvilket samtidig betyder, at der overføres noget større uforbrugte anlægsmidler til 2015 end forventet. Kommunens gennemsnitslikviditet var på 55,0 mio. kr. ved udgangen af 2014. Det er en stigning siden lavpunktet i august 2014, hvor gennemsnitslikviditeten var på 43,0 mio. kr. Gennemsnitslikviditeten forventes fortsat at stige i løbet af 2015 og er ved udgangen af februar 2015 på 80,0 mio. kr. Til trods for, at regnskabet kommer ud med et samlet overskud på 73,7 mio. kr., er regnskabsresultatet for 2014 ikke tilfredsstillende på driften, idet der er store merforbrug på nogle områder, særligt på Børn og Unge samt på Handicap og Psykiatri. Til gengæld er det tilfredsstillende og helt nødvendigt, at der blev lagt 82,0 mio. kr. i kommunekassen. I forbindelse med regnskabsafslutning forelægges afskrivninger på restancer i Opkrævningen med 6.112.852,16 kr. og afskrivninger på statuskonti i økonomisystemet med 747.072,97 kr. Afskrivninger på restancer er alle foretaget på baggrund af lovgivning, f.eks. forældelse, inddrivelseslovens § 16, eftergivelse af SKAT, konkurs, gældssanering mv. Restancerne er løbende afskrevet i 2014, jf. Kasse og Regnskabsregulativets bilag 8.6.1. Tabet afskrives hovedsageligt over balancen. Der er dog restancer, der bliver afskrevet på fagområdet, f.eks. huslejetab og boligydelseslån. I forbindelse med den posteringsmæssige del af regnskabsafslutningen er alle eksternt finansierede projekter bogført og overført til 2015. Dette for, at det samlede overskud på disse projekter på ca. 7,0 mio. kr. ikke forbedrer kommunens reelle regnskabsresultat for 2014. Der er vedhæftet bilag med oversigt over de projekter, der er overført til 2015. Årsberetningen vil efter politisk behandling blive publiceret på naestved.dk, ligesom der i en periode efter publiceringen vil blive annonceret en række "fun-facts" ("vidste du at....") f.eks. på kommunens facebookprofil. Center for Økonomi og Analyse har ingen yderligere bemærkninger. Økonomiudvalget d. 20. april 2015 Byrådet d. 28. april 2015 Økonomiudvalget, 20.04.2015 Ad 1: Anbefales, dog korrigeres følgende poster på balancen inden byrådsbehandlingen (fysiske anlægsaktiver): 6,6 mio. kr. vedr. Grunde og bygninger – årets forbrug er fejlagtigt aktiveret to gange. 20,8 mio. kr. ESCO projekt som fejlagtigt ikke er aktiveret. 1,7 mio. kr. vedr. Fab House som fejlagtigt er dobbelt registreret. 2,5 mio. kr. vedr. Herlufsholmvej som fejlagtigt ikke er blevet nul-stillet. 138.000 kr. vedr. Holsted Skole som er registreret med fejl. 43 mio. Kr. vedr. pensionsforpligtelsen, som fejlagtigt ikke er nedskrevet med pensionsforsikringspræmierne for 2013 og 2014.
Made with FlippingBook - Online magazine maker