Referat af Byrådets møde d. 28.10.2014

Punkt 253: Sag rejst af byrådsmedlem Niels Kelberg - CO2 regnskab og vindmøller i St. Røttinge

85.00.00-A00-111-14 Kompetenceudvalg: Byrådet

På baggrund af et notat udsendt til det samlede byråd den 2. oktober 2014, vedrørende Frederiksberg Kommunes køb af vindmøller i Næstved Kommune, har Byrådsmedlem Niels Kelberg i mail af 7. oktober 2014, anmodet borgmesteren om at få sat et punkt, med følgende spørgsmål:

Er det korrekt, at Næstved Kommune og Frederiksberg Kommune forhandler om co2 reduktion på 6000 tons, på de to møller Frederiksberg Kommune har købt ved St.Røttinge? jeg er blevet oplyst, fra vedhæftet notat, at her gælder borgmesterpagten, hvordan kan denne gælde her? Frederiksberg Kommune har ikke underskrevet denne! Administrationen indstiller, at orienteringen tages til efterretning. Baggrund Frederiksberg Forsyning har købt 2 vindmøller i St. Røttinge. Frederiksberg Kommune forventer at medregne dem i deres CO2 regnskab. Næstved Kommune medregner efter gældende metoder (borgmesterpagt og CO2 beregner) ligeledes CO2 gevinsten i vores regnskab. Der er ikke aftalt noget mellem de to kommuner om deling af CO2 gevinsten. Der er ikke juridiske regler på området. Energistyrelsen angiver, at der kan forhandles om deling af CO2 gevinsten. Hvis der ikke er en aftale, er det beliggenhedskommunen, som medregner gevinsten. Energistyrelsen vil tillade dobbeltregistrering i nogle tilfælde.

Næstved Kommune medregner således hele CO2 gevinsten ved St. Røttinge møllerne i kommunens CO2 regnskab.

Der er opstået politiske drøftelser og medieomtale i forbindelse med at vindmøllerne på St. Røttinge er videresolgt af European Energy og to af dem købt af Frederiksberg Forsyning. De tre møller producerer ca. 26 Gwh svarende til ca. 7.500 husstandes forbrug. Frederiksberg Kommune fortæller i medierne, at de vil indregne vindmøllerne produktion positivt i deres CO2 regnskab. Fredag d. 3. oktober udsendte administrationen et notat til alle medlemmer af byrådet, dette er vedhæftet som bilag.

Made with FlippingBook - Online magazine maker