Referat af Byrådets møde d. 16.12.2014

Punkt 275: Ansøgning om nedrivning af bevaringsværdig løbekran, den yderste del af kranbroer og højkaj på ejendommen Maglemølle 74, Næstved

02.34.04-P19-89-14 Kompetenceudvalg: Byrådet

Næstved Havn har i forbindelse med istandsættelse af Maglemøllekajen søgt om tilladelse til nedrivning af en løbekran, den yderste sektion på 2 kranbroer og 120 meter af højkajen, som svarer til ca. 1/3 af den bevaringsværdige højkaj. Anlæggene er af Kulturarvsstyrelsen udpeget som bevaringsværdige og er optaget i kommuneplanen. Samtidig er området optaget i kommuneplanen som kulturmiljø 64. Anmeldelse af nedrivning har været offentligt bekendtgjort, og den lovpligtige partshøring gennemført. Udvalget skal nu tage stilling til, hvorvidt der skal nedlægges forbud mod nedrivning og efterfølgende udarbejdes forslag til en bevarende lokalplan for kulturmiljøet. Administrationen indstiller, at handlemulighed 1, som er en kompromisløsning opnået gennem dialog med havnen, godkendes. Ansøgning Næstved Havn har ansøgt om at fjerne den yderste sektion af de gamle kranbroer, højkaj og løbekran på ejendommen Maglemølle 74. Ansøgningen begrundes i ønsket om etablering af en ny 120 m lang havnekaj, idet havnen mangler kajplads til havnens kunder. Havnen ønsker at flytte oplagspladsen til den nye kaj, da den nuværende placering på Vestre Kaj 16 fungerer uhensigtsmæssigt i forhold til den tunge trafik på kajen, grundet den meget snævre passage, der er til rådighed. Det oplyses i ansøgningen, at det er vanskeligt og sikkerhedsmæssigt uforsvarligt for chaufførerne at navigere rundt på kajen. Flytning af oplagspladsen vil ifølge havnen forbedre arbejdsforholdene og bidrage til en langt bedre mulighed for selvlodsning fra indkomne skibe og dermed forbedre havnedriften.

Endvidere argumenterer havnen for, at anlægget er i en dårlig forfatning, og at fjernelse vil højne det visuelle indkig fra Kanalvej mod Maglemølle.

Plangrundlag mm. Anlægget, der søges nedrevet, er registreret i Kulturarvsstyrelsens database over bevaringsværdige og fredede ejendomme med en høj bevaringsværdi: Havnekranen er registreret med den højeste bevaringsværdi 1, kajanlæg og kranbroer med bevaringsværdi 2. Samtidig er området, hvor anlægget ligger, udpeget i kommuneplanen som Kulturmiljø 64 Ny Maglemølle Papirfabrik.

Made with FlippingBook - Online magazine maker