15. Renovering af belægningen i Indre Ringstedgade
Sagsbeh.: Anders Gedde Petersen
Sagsnr.: 2011-75340
Sagsfremstilling Sagen blev behandlet af Teknisk Udvalg den 19. december 2011, hvor udvalget besluttede, at der skulle findes midler til samordning af forestående ledningsarbejder og belægningsarbejder i Indre Ringstedgade mellem Hjultorvet og Grønnegade. Årsagen er, at fjernvarmeledningen i Indre Ringstedgade mellem Hjultorvet og Grønnegade er nedslidt og skal skiftes ud i 2012. Da betonbelægningen i den inderste del af gågaden Indre Ringstedgade, som er den absolut ældste gågadebelægning i Næstved, også trænger til en udskiftning, og da der er økonomisk fordel ved at udføre arbejderne i sammenhæng, vil det også af hensyn til de erhvervsdrivende i gaden være hensigtsmæssigt at fremrykke en udskiftning af gågadebelægningen i Indre Ringstedgade. De to store udfordringer i projektet er at tilvejebringe midler til gennemførelse af projektet samt at lægge en tidsplan, der gør det muligt at fortage de omfattende anlægsarbejder med mindst mulig gene for de erhvervsdrivende i gaden. Ledningsarbejderne i gaden er ret omfattende og med hensyn til fjernvarmeledningen bundet af, at arbejdet af hensyn til opvarmning af ejendommene først kan påbegyndes efter 1. maj. Efter drøftelser med fjernvarmeværkets rådgiver foreslås det, at udskiftning af fjernvarmeledningen udføres fra medio august 2012 og hen over efteråret. Belægningsarbejderne og øvrige ledningsarbejder deles op i to etaper. Første halvdel udføres i efteråret 2012 og anden halvdel i foråret 2013. Den del af fjernvarmeopgravningen, der ikke lukkes med belægning i efteråret, lukkes midlertidigt med et tyndt lag asfalt. Denne plan betyder, at der ikke kommer til at foregå anlægsarbejder i Indre Ringstedgade i sommerferieperioden. Ej heller i vinterperioden. Næstved Kommunes andel af udgifterne til renovering af belægningen i Indre Ringstedgade skønnes til 3 mio. kr. Der er på budgettet ikke afsat midler til Indre Ringstedgade. Der kan peges på følgende finansieringsforslag: 1. Udskydelse af færdiggørelse af Axeltorv. På budget 2012 er der afsat 4 mio. kr. til færdiggørelse af belægningen på Axeltorv. Af dette beløb skal 417.000 kr. dog dække merforbrug i 2011. Ulempen ved denne løsning er, at der i 2013 på budgettet ikke er plads til Axeltorv, hvorfor en udskydelse kan blive langvarig. 2. At der skaffes finansiering ved budgetrapporten pr. 1. april 2012.
Inden mødet i Teknisk Udvalg vil der være afholdt møde med Cityforeningen omkring projektets udformning og tidsplan.
På udvalgsmødet vil forvaltningen fremlægge et skitseprojekt med bl.a. forslag til belægning samt gadeudstyr.
Økonomipåtegning Økonomiforvaltningen bekræfter, at der på det flerårige anlægsbudget ikke er afsat midler til renovering af belægningen i Indre Ringstedgade.
Byrådet 31.01.2012
31
Made with FlippingBook - Online magazine maker