Referat af Byrådets møde d. 26.06.2012

114. Spildevandsplan for Næstved Kommune (2012-2022)

Sagsbeh.: Dorte Rugbjerg

Sagsnr.: 2011-1935

Sagsfremstilling Spildevandsplanen er udarbejdet i henhold til miljøbeskyttelsesloven, og indeholder oplysninger om de eksisterende og planlagte forhold indenfor spildevandsområdet. Målet er at sikre et bedre vandmiljø gennem en teknisk hygiejnisk forsvarlig håndtering af spildevandet og samtidig opfylde kravene til spildevandsrensning, som fremgår af de 2 vandplaner for Næstved Kommune. Planen fokuserer på spildevandsindsatsen for det åbne land samt kloakering i forbindelse med byudviklingsområder jf. kommuneplanen. Næstved Kommune er forpligtet til at gennemføre de projekter, der er beskrevet i planen. Planen vil blive sendt i 8 ugers høring fra den 1. august til den 26. september 2012. Udkast til plan vil efter vedtagelse i byrådet være tilgængelig på kommunens hjemmeside og det vil være muligt at skrive og sende høringssvar direkte fra hjemmesiden. Tidsplanen for vedtagelse af spildevandsplanen fremgår af bilag 1. Alle borgere, der er omfattet af planen, vil i starten af august blive orienteret via brev om planens betydning for dem. Brevet vil være bilagt en folder, der beskriver, hvordan påbud om kloakering og bedre spildevandsrensning i det åbne land vil blive gennemført (se bilag 2). Ejere af ejendomme, der skal afstå areal eller rettigheder ved etablering af de planlagte ledningsanlæg, vil ligeledes blive orienteret via brev. Lokalrådene vil på fælles møde for alle Lokalråd den 16. juni 2012 få mulighed for at pege på, hvilken møde form/information om planen, der passer bedst i deres lokalområde. Kommunikationsplan for spildevandsplanen er bilagt (se bilag 3). Udkast til plan er udarbejdet ud fra de prioriteringer for valg af renseløsninger i det åbne land, der blev vedtaget af Teknisk Udvalg den 28. februar 2011, og som samlet set vil give den samfundsøkonomiske og miljømæssige bedste løsning (se bilag 4). Planen er udarbejdet i tæt samarbejde med NK-Spildevand A/S. Kloakering Planen betyder, at 2.337 ejendomme skal have påbud om kloakering, og første påbud gives i 2014. Kloakering omfatter kun spildevand, idet regnvand fra tage og befæstede arealer skal afledes ved private foranstaltninger. Når udkast til plan er vedtaget af Teknisk Udvalg, kan der ikke gives tilladelse til at etablere eget anlæg på ejendomme der er omfattet af kloakeringsplanen. Ved varsel og påbud om kloakering vil der gå mindst ½ år, fra ejendommen varsles kloakeret, til tilslutningen skal være gennemført (se procedure for kloakering i spildevandsplanen side 16). Påbud om bedre spildevandsrensning Der skal udstedes påbud om bedre spildevandsrensning på 1.493 ejendomme i det åbne land, som ikke opfylder vandplanens krav til spildevandsrensning. Derudover skal der gives påbud om bedre spildevandsrensning på grund af ringe badevandskvalitet ved Klinteby strand. De første påbud gives i 2013.

Byrådet 26.06.2012

260

Made with FlippingBook - Online magazine maker