119. Brand & Rednings afgangstider i 1. kvartal 2012
Sagsbeh.: Flemming Nygaard-Jørgensen
Sagsnr.: 2012-31706
Sagsfremstilling Beredskabsstyrelsen har den 2. maj 2012 udsendt månedsstatistik vedr. redningsberedskabets afgangstider. Statistikken omfatter 1. kvartal 2012 med sammenligning med samme tidsrum sidste år. Redningsberedskabets afgangstid er fastsat i Forsvarsministeriets bekendtgørelse nr. 765 af 3. august 2005 ” Bekendtgørelse om risikobaseret kommunalt redningsberedskab ” §7 Førsteudrykningen til et skadested skal afgå snarest, dog senest inden for 5 minutter efter alarmcentralens afgivelse af alarmen.
Næstved Kommune har i 1. kvartal 2012 overholdt kravet om max. 5 minutters afgangstid i 61,6 % af udrykningerne mod 59,7 % i samme tidsrum året før.
Den væsentligste årsag til problemerne med at overholde 5 minutters kravet skal findes i de trafikale forhold, der er gældende for de deltidsansatte brandmænd, der er tilknyttet brandstationen i Næstved. Lysregulerede vejkryds, trafikdæmpende foranstaltninger, øget trafiktæthed o.lign. er medvirkende til at brandmændene har svært ved at nå hurtigt nok frem til brandstationen fra deres hjem eller arbejdsplads. Problemstillingen har været forelagt Beredskabskommissionen på møder den 10. juni 2009, 28. oktober 2009 og 3. november 2010. Ved sagsbehandlingen den 10. juni 2009 blev det tydeligt, at det vil betyde en væsentlig øget udgift til redningsberedskabet, hvis problemet skal løses hurtigt, idet det vil indebære ansættelse af mere fastansat brandpersonel. Beslutningen på mødet blev at Brand & Redning ved nyansættelser af deltidsbrandmænd, har øget fokus på deres bopæl og arbejdsplads. Det geografiske område hvor der kan rekrutteres fra er begrænset. Problemstillingen og mulige løsningsforslag vil blive tydeliggjort i forbindelse med revisionen af den risikobaserede dimensionering af redningsberedskabet, der forventes færdiggjort i efteråret 2012. Det er ikke kun Næstved Kommune der har problemet med for langsom afgangstid for brandkøretøjerne, det har størsteparten af landets kommuner. Også i Helsingør Kommune hvor man som en del af løsningen i Helsingør by har etableret en ordning, hvor deltidsansatte brandmænd i forbindelse med alarm får prioriteret grønt lys i udvalgte lysregulerede vejkryds. Jf. vedlagte notat kan der i Helsingør by opnås en væsentlig afkortning af brandmændenes transporttid til brandstationen ved alarm med denne ordning. En lignende ordning kunne tænkes at have samme effekt i Næstved by, hvor det største problem med brandmændenes køretid til brandstationen findes. Jf. vedlagte kortudsnit ses der fem lysregulerede vejkryds (rød cirkel) omkring brandstationen i Næstved, hvor det kunne være interessant at få vurderet effekten af en ”Grøn bølge” ordning for brandmændene. Derudover er der på Åderupvej to fartdæmpende foranstaltninger med i alt fire chikaner, hvor det kunne være interessant at få vurderet effekten af at vende forkørselsretningen. Som de er indrettet nu er det bilister med kørselsretning mod brandstationen, der skal holde tilbage for modkørende – dette sinker en brandmand i hans fremkørsel.
Byrådet 26.06.2012
276
Made with FlippingBook - Online magazine maker