Punkt 212: Behandling af forslag til ny struktur på dagtilbudsområdet efter afsluttet høring
28.03.04-A21-1-14 Kompetenceudvalg: Byrådet
Der er kommet 76 høringssvar fra forældrebestyrelser, MED udvalg og de faglige organisationer. I de mange høringssvar er der en klar overvægt, hvor der gives udtryk for bekymring for (eller utilfredshed med), at der er tale om en spareøvelse, som vil medføre forringelser. Der er også enkelte, som er positive overfor at ændring af strukturen. Forslag til en ny struktur er udarbejdet på baggrund af budgetforliget for budget 2014 og på baggrund i et kommissorium, som er godkendt af Økonomiudvalget. Forvaltningen har udarbejdet et notat med en oversigt og opsamling af de indkomne høringssvar. Administrationen indstiller, at det oprindelige forslag gennemføres med følgende ændringer i forhold til rapporten: 1. For de selvejende daginstitutioner fastholdes tidsplan og en økonomisk tildeling svarende til den, der vil gælde for de kommunale daginstitutioner. Såfremt de ikke ønsker at indgå i en sådan økonomisk model, så stilles de enkelte bestyrelser frit til at overgå som private daginstitutioner fra 1. januar 2015, jf. de gældende regler. Dog foreslås det, at de fritages for at skulle deponere et beløb svarende til 1 måneds drift. 2. Effektiviseringspotentialet ved nedlæggelse af afdelingsleder- og stedfortræderstillinger er usikkert indtil der er gennemført konkrete lønforhandlinger for alle de berørt medarbejdere, hvorfor de ikke foreslås medregnet. 3. Der gennemføres et alternativt forslag med 4 områdeinstitutioner i stedet for 6 områder, som hver vil svare til den nuværende inddeling af kommunen i 4 børneområder. Hvert område må vurdere, om der er behov for en særlig tildeling af tid til ledelse af ressourcetilbuddene og om der, indenfor den samlede ledelsestid til et område, kan prioriteres tid til hver matrikel. 4. Det foreslås, at tildeling af budget til ledelse sker efter den faktiske lønudgift – efter der har været gennemført forhandlinger med den faglige organisation om tilpasning af lønnen til de nye stillinger for lederne. 5. Den nye struktur træder i kraft den 1. januar 2015, som hidtil anbefalet. Allerede når beslutning træffes og frem til besættelse af områdelederstillingerne arbejdes der administrativt med planlægning af konkrete implementeringsaktiviteter.
Udarbejdelse af fusionsplanen rykkes til den 1. april 2015 (tidligere den 15.2.2015).
Made with FlippingBook - Online magazine maker