Referat af Byrådets møde d. 26.08.2014

Punkt 199: Ny betalingsmodel for Movias busdrift

13.05.12-G01-1-14 Kompetenceudvalg: Byrådet

Folketinget vedtog den 11. juni 2014 en lovændring for at få en større helhed i det kollektive trafiktilbud på Sjælland. Loven indebærer, at fælleskommunale linjer skal afregnes på en ny måde.

Movia har sendt forslag til betalingsmodel i overensstemmelse hermed i høring. Modellen er udgiftsneutral for Næstved Kommune med den nuværende buskørsel. Næstved- Ringstedbussen bliver regional. Administrationen indstiller, at det meddeles Movia, at den foreslåede ordning efter Næstved Kommunes opfattelse giver en tilfredsstillende regional sammenhæng, og at Næstved Kommune ikke finder behov for at indfase eventuelle økonomiændringer over 3 år. De mange aktører i den kollektive trafik på Sjælland samarbejder ikke godt nok om deres trafikbestillinger til skade for kunderne. Derfor vedtog Folketinget en lovændring i juni 2014. Loven har virkning fra 1.1.2016.

Lovens væsentligste ændring på Sjælland har været at pålægge de 2 regioner ansvaret for linjedrift af regional betydning. Loven forudsætter, at der vælges betalingsmodeller, der er udgiftsneutrale for de 2 regioner og for kommunerne i hver af de 2 regioner under et.

Movia har udarbejdet et forslag, som er sendt i høring med svarfrist 15.9.2014.

I Movias forslag til ny model vil regionerne overtage en række linjer af fælles betydning, som hidtil har været betalt af de kommuner, linjen går igennem, for eksempel Næstved- Ringstedbussen. Til gengæld skal regionen ikke længere afholde de administrative omkostninger ved Movias busdrift. Disse vil blive fordelt på alle linjers køreplantimer.

Forslaget tager også højde for, at linjer, som ikke har regional betydning, men alligevel går gennem flere kommuner, fremover ikke alene skal finansieres af de involverede kommuner efter andel af køretiden, men for 20% af udgiftens vedkommende betales af alle regionens kommuner efter indbyggertal.

Made with FlippingBook - Online magazine maker