Samlet set vurderes denne løsning at være den mest robuste og billigste måde at opfylde de nationale krav og kommunens egen vision og målsætninger på affaldsområdet. I planen er desuden indarbejdet, at der kan gennemføres forsøg i planperioden, der kan danne grundlag for valg af affaldssystem, samt udvidet information.
Det konkrete indsamlingssystem skal først besluttes senere i planperioden, hvor de nye indsamlingsordninger skal fastsættes i affaldsregulativet for husholdninger. Regulativet vil ligeledes komme i offentlig høring og skal vedtages af byrådet. I perioden 2014 til 2018 vil der være borgerinddragelse, som p.t. ikke er nærmere fastlagt.
AffaldPlus’ bestyrelse besluttede i bestyrelsesmøde den 28. marts 2014, at selskabet påtager sig opgaven med at sikre behandling og afsætning af eksisterende og de nye affaldsfraktioner og affaldsmængder. AffaldPlus vil herunder tilpasse kapacitet og struktur for de eksisterende anlægstyper til de fremtidige mængder.
Planens økonomiske konsekvens Det forventes, at affaldsplanens initiativer i 2014–2018 kan gennemføres, uden at affaldsgebyret stiger i forhold til det nuværende med andet end almindelig pris- og lønfremskrivning. Der er allerede i nuværende budget for 2015-2020, der er grundlaget for affaldsgebyret, taget højde for en ændring af affaldssystemet i 2018. Affaldsområdet havde primo januar 2014 en formue på 27 millioner, der kan benyttes til finansiering af forsøg og de nye ordninger – primært indkøb af beholdere. En væsentlig forudsætning for, at omkostningerne og dermed affaldsgebyret ikke stiger, er, at borgerne udsorterer de genanvendelige materialer med den effektivitet, der er forudsat i planen, samt at prisen pr. afhentning ikke stiger i forbindelse med EU-udbud af transportopgaven i 2017. Samtidig er det en forudsætning, at markedspriserne på de genanvendelige materialer holder sig på minimum det nuværende niveau, og endelig er det en forudsætning, at der kan tilvejebringes sorteringsfaciliteter for kildeopdelte materialer på et omkostningsniveau, der ligger væsentligt under de nuværende forbrændingsomkostninger. Planens høringsresultat Der indkom 4 høringssvar, primært om indsamling og behandling af organisk affald, samt vismændenes rapport om affaldsområdet og den økonomiske konsekvens af planens gennemførelse i forhold hertil. Oversigt over høringssvar med administrative bemærkninger er vedlagt (bilag 5). Det foreslås, at de tages til efterretning, og ikke foranlediger ændring i planenudkastets indhold. Center for Økonomi og Analyse har ikke yderligere bemærkninger
Made with FlippingBook - Online magazine maker