89. Næstved Kommunes økonomiske politik
Sagsbeh.: Steen Andersen
Sagsnr.: 2014-5125
Sagsfremstilling Næstved Kommune har en økonomisk politik, som består af syv grundpiller. Kommunens overordnede økonomiske politik skal være enkel og forståelig. Den skal bestå af nogle korte og præcise mål, som skal kunne overholdes. Økonomiudvalget drøftede den 3. februar 2014 den økonomiske politik og bad samtidig om at få et oplæg til en revideret økonomisk politik. Administrationen foreslår nedenstående seks punkter, hvoraf kun punkt 4 om skat er uændret. 1. Det strukturelle driftsoverskud på budgetterne skal årligt være på 175 mio. kr., svarende til ca. 3 procent af kommunens bruttodrifts- og anlægsudgifter. Det strukturelle overskud anvendes til likviditetsopbygning, afdrag på gælden og anlæg. Det godkendte budget 2014 har et driftsoverskud på 182 mio. kr. Det foreløbige budgetforslag til budget 2015 har overskud på 87 mio. kr. i 2015, 58 mio. kr. i 2016 og 41 mio. kr. i 2017. 2. Kommunens nettogæld (uden ældreboliger) skal årligt nedbringes, og i alt nedbringes med minimum 100 mio. kr. i denne byrådsperiode (2014-2018). På længere sigt skal kommunens gæld ned på landsgennemsnittet. Der forventes en lille forøgelse af gælden i 2014 pga. udskudte lån fra 2013. I det foreløbige budget 2015 er der et nettoafdrag på gælden på 16 mio. kr. I 2016 er der en budgetteret nedbringelse af gælden på 20 mio. kr. I 2017 og 2018 er der en årlig budgetteret nedbringelse af gælden på 52 mio. kr. Det vil medføre en samlet nedbringelse af gælden på 125-130 mio. kr. i 2014-2018. 3. Kommunens gennemsnitslikviditet skal i denne byrådsperiode genopbygges til et minimumsniveau på 175 mio. kr., svarende til ca. 3 procent af kommunens bruttodrifts- og anlægsudgifter. På længere sigt skal kommunens gennemsnitslikviditet opbygges til 250 mio. kr. Gennemsnitslikviditeten er ved udgangen af 2013 på 96 mio. kr. Der forventes et fald i likviditet i løbet af 2014, så den kommer ned på 30-60 mio. kr. sidst på foråret 2014, for derefter at stige til 60-90 mio. kr. ved udgangen af 2014. Ubalancerne i de kommende års budgetter skal ændres til budgetterede overskud, hvis mål om en gennemsnitslikviditet 175 mio. kr. skal opfyldes.
4. Skatten skal holdes i ro i forhold til det nuværende niveau, svarende til 25 procent indkomstskat, 25 promille grundskyld og 5 promille dækningsafgift (UÆNDRET).
Indkomstskatteprocenten er på 25, hvilket er marginalt over landsgennemsnittet (24,9). Grundskyldspromillen er også på 25, hvilket er lidt under landsgennemsnittet (26,25). Dækningsafgiften af erhvervsejendomme er på 5 promille. 5. Der skal arbejdes målrettet med effektiviseringer i hele kommunen. Den nye effektiviseringsstrategi fastlægger rammerne for arbejdet med effektiviseringer i kommunen.
Der fremlægges et oplæg til en ny effektiviseringsstrategi i løbet af foråret 2014.
Byrådet 25.02.2014
124
Made with FlippingBook - Online magazine maker