Forældre kan modtage tilskud til pasning af tre forskellige børn enten samtidigt eller i en forskudt periode, så længe der for det enkelte barn er tale om et tilskud i én samlet periode på maksimalt et år. Tilskuddet beskattes som A-indkomst for tilskudsmodtageren. Der indeholdes dog ikke arbejdsmarkedsbidrag, da der ikke er tale om en arbejdsindtægt. Det samlede tilskud pr. husstand kan ikke overstige dagpengemaksimum. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at forældre ikke kan få tilskud til pasning af eget barn, hvis hensynet til barnet taler for, at barnet skal optages i dagtilbud med støtte efter dagtilbudslovens §4, stk. 2, eller bestemmelserne i servicelovens § 52 om særlig støtte til børn og unge. Kommunerne har efter dagtilbudslovens § 95 adgang til at bringe udbetaling af tilskud til eget barn til ophør i forhold til personer, der bevidst unddrager sig strafforfølgning eller straffuldbyrdelse her i landet. Tilskuddet bortfalder, hvis forældrene flytter til en anden kommune, der har besluttet ikke at give tilskud til pasning af egne børn efter Dagtilbudslovens § 86. Kommunalbestyrelsen har forpligtigelse til at føre tilsyn med forældre, der passer egne børn efter servicelovens § 146, hvorefter kommunalbestyrelsen har en generel forpligtigelse til at føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn i kommunen lever. Det vurderes at ovenstående principper, herunder at tilskuddet max. kan gives i en periode af 1 år, bevirker, at børnene fortsat vil komme i dagtilbud og dermed få del i de læringsforløb, der bidrager til udvikling af deres kompetencer. Tilskud til brug for privat pasning træder i stedet for en plads i et dagtilbud, og kommunalbestyrelsen skal derfor tilbyde en plads i et dagtilbud efter de almindelige optagelsesregler, jf. dagtilbudslovens § 23-27, hvis forældrene ikke længere ønsker at få tilskud til pasning af egne børn. Vilkårene for ordningen er således, at tilskud til pasning af egne børn er et alternativ til at være til rådighed og have tilknytning til arbejdsmarkedet. Man må heller ikke samtidig modtage offentlig overførselsindkomst. Såfremt Udvalget ønsker at der skal indføres tilskud til pasning af egne børn, så vil forvaltningen anbefale, at der alene ydes tilskud til børn under 3 år, idet det især er i denne aldersgruppe, at der er brug for flere pladser.
Hvis forældrene ikke længere ønsker at benytte tilskudsordningen, tilbydes de en plads i et dagtilbud efter de almindelige optagelsesregler.
Eventuelle afledte konsekvenser i forhold til beskæftigelsessituationen og integration er ikke undersøgt nærmere.
Økonomi En tilskudsordning kan have flere økonomiske konsekvenser. I dag er det ikke alle forældre, som søger et offentligt dagtilbud til deres barn. Dette gælder især i den tid, hvor barnet er under 3 år. Der må derfor forventes merudgifter, hvis der skal ydes tilskud til familier, der i dag i forvejen passer egne børn i hjemmet. Omvendt kan ordningen medføre mindre udgifter, hvis forældre udsætter søgning efter et dagtilbud til et senere tidspunkt, eller hvis forældre tager deres børn ud af dagtilbuddet i en kortere periode med udgangspunkt i familiens individuelle situation og behov på det pågældende tidspunkt.
Byrådet 08.09.2008
581
Made with FlippingBook - Online magazine maker