Mødrehjælpsinstitutionerne var med til at forvalte abortlovgivningen og formidle adoptioner,
ligesom institutionen i forlængelse af arbejdet med de abortsøgende kvinder kom til at beskæftige
sig med spørgsmålet om sterilisation, prævention og seksualoplysning. Kursus- og
oplysningsarbejde var også en del af Mødrehjælpens arbejde.
Det var især arbejdet med adoptioner og forvaltningen af svangerskabsloven, der blev genstand for
kritik. Mødrehjælpens adoptionsarbejde gik helt tilbage til de private mødrehjælpsforeninger, og det
var en henvendelse herfra, der førte til ”mellemmands loven” af 1. april 1914. Loven krævede
tilladelse fra justitsministeriet til at medvirke ved anbringelse i pleje eller adoption af børn under 14
år, hvis det ikke var en offentlig myndighed, der foretog anbringelsen. Da Mødrehjælpen i 1939
blev en offentlig institution, blev den automatisk berettiget til at foretage adoptioner. Institutionen
havde ikke mulighed for at foretage dyberegående undersøgelser af adoptanter i de første år, men
efterhånden udviklede institutionen en praksis, hvor der blev gennemført undersøgelser af de
adoptionssøgende. Mange kritiserede institutionen for at være for grundig og borende ved de
undersøgelser, der gik forud for en adoption. Mødrehjælpen forsvarede sig med, at det var hensynet
til barnet, der kom i første række, og derfor var det nødvendigt at undersøge forholdene grundigt. I
begyndelsen havde institutionen flere børn til adoption, end der var adoptionssøgende. Dette
ændredes i 1950’erne, hvor der efterhånden blev lange ventelister til adoption af et barn gennem Mødrehjælpen. 15 Anderledes hurtigt måtte der handles, hvis en kvinde søgte om abort.
De offentlige mødrehjælpsinstitutioner skulle fungere som et alternativ til svangerskabsafbrydelse
ved at tilbyde de gravide kvinder vejledning og støtte. Forvaltningen af abortlovgivningen blev
derfor en del af Mødrehjælpens opgave fra den første svangerskabslovs ikrafttræden i 1939 til den
fri abort blev indført i 1973. Ifølge svangerskabsloven blev der i nærmere afgrænsede tilfælde
mulighed for legal abort, hvis der var alvorlig fare for kvindens liv eller helbred (den medicinske
indikation); hvis kvinden var blevet gravid ved en forbrydelse (den etiske indikation), eller hvis der
var nærliggende fare for arvelig belastning af det ventede barn (den eugeniske indikation). I første
omgang var Mødrehjælpen med til at tage stilling til , om en gravid kvinde skulle indstilles til abort.
15 Skalts & Nørgaard 1982.
9
Made with FlippingBook - Online magazine maker