NæstvedArkivernes årsberetning 2016 Digitaliseringen er slået igennem på stort set alle områder af den offentlige forvaltning. Det er blevet lettere for offentlige myndigheder at dele og opbevare data. Selvbetjening er blevet virkelighed for mange af kommunens borgere, også når der skal bestilles historisk materiale, hvor arkivalier kan søges og bestilles døgnet rundt, alle ugens dage. Den digitale udgave af Næstved Tidende op til 1917 er online og kan læses hjemmefra, og bestilling af tid på læsesalen, klares også digitalt, hvis der er behov for at læse i de øvrige aviser i papirudgaven. Men digitaliseringen giver også udfordringer i forhold til, hvordan vi håndterer og bevarer data for eftertiden. Regeringen har derfor nedsat et Arkivudvalg, som skal afdække, hvilke konsekvenser digitaliseringen af den offentlige forvaltning har for arkivlovgivningen. Arkivet afventer derfor spændt resultatet af Arkivudvalgets arbejde. Den lovgivning, vi arbejder ud fra nu, er skabt, imens den offentlige forvaltning kun lige var begyndt at være digital for alvor. Derfor deltager NæstvedArkiverne også i Næstved Kommunes projekter, der handler om sagsdannelse og -styring samt arkivering. Hvordan data skabes fra begyndelsen har nemlig stor betydning for, hvordan de kan arkiveres for eftertiden. Samlingerne NæstvedArkiverne er historisk og lokal vidensbank for myndigheder og borgere. Selv om både borgerne og den offentlige forvaltning er blevet digitale, vokser arkivets papirarkiver stadig. Det er de foregående års store indsamlinger fra kommunens børnehaver og skoler samt Brand og Redning, der efterhånden begynder at indtage magasinhylderne i arkiveret og registreret tilstand. De digitale samlinger vokser også støt, og i årets løb er der blevet godkendt arkiveringsversioner af data fra flere af kommunens virksomheder. Der er arkiveringsversioner på vej fra ældre- og sundhedsområdet og forarbejder til flere store arkiveringer i 2017. Indsamling I 2016 har arkivet modtaget 144 indkomster. Der er mange gode arkivalier imellem, fx en række fotos fra nedrivningen af gl. Maglemølle, der blev gennemfotograferet indefra inden nedrivningen i starten af 1980’erne. En sen eftermiddag kom Torben forbi arkivet og afleverede en større postkortsamling fra Næstved og omegn, som hans far havde samlet gennem årene. Den kan nu supplere den i forvejen store samling af postkort, som arkivet bevarer. En anden lille perle er et foto fra Herlufmagle Kro, som kongen besøgte i 1936. Arkivet har modtaget lysbilleder og 14 film fra Novenco fra ca. 1948 og frem, der i lyd og billede fortæller om vores områdes industrihistorie. Fra spejderne er der indgået rapporter, dagbøger, lysbilleder og videobånd fra sommerlejre, og fra loftet på Vallensved Skole dukkede der forhandlingsprotokoller op. EUC Sjælland har afleveret indrammede portrætter og tavler af bestyrelser for Næstved Tegne- og skriveskole, og Næstved Teaterforening har afleveret materiale fra perioden 1978-2015. Fra det kommunale område har arkivet blandt andet modtaget papirarkivalier fra Næstved Bibliotekerne, børnehaverne Tromlehuset, Tjørnehuset og Elverhøj samt afgangsbeviser fra skolerne Lille Næstved, Margretheskolen, Gedebjergskolen og Lundebakkeskolen. Fra den
Made with FlippingBook - Online magazine maker