Årsregnskabsloven med lovbemærkninger
I henhold til årsregnskabslovens § 135, stk. 5, skal revisor afgive en udtalelse om, hvorvidt oplysningerne i ledelses- beretningen er i overensstemmelse med årsregnskabet og et eventuelt koncernregnskab. Revisors udtalelse om le- delsesberetningen omfatter bl.a. ledelsens beretning om betaling til myndigheder i henhold til § 99 c. Det gælder uanset, om redegørelsen er placeret i ledelsesberetningen, eller redegørelsen er placeret i en supplerende beretning eller på virksomhedens hjemmeside via en henvisning hertil i ledelsesberetningen, da der er tale om en redegørelse, som hører til ledelsesberetningen. Revisors udtalelse skal bl.a. omfatte en beskrivelse af væsentlige fejl og mangler i ledelsesberetningen, som revisor måtte blive opmærksom på. Mangler kan bestå i, at der mangler en eller flere oplysninger, som lovgivningen kræver. Fejl kan bestå i, at de lovkrævede oplysninger ikke er opfyldt på korrekt vis. Konstateringen af eventuelle fejl og mangler sker på baggrund af en gennemlæsning af ledelsesberetningen. Det forudsættes, at revisor har kendskab til det regelgrundlag, der regulerer ledelsesberetningen. Revisor skal således kort beskrevet gennemlæse ledelsesberetningen og 1) sammenholde oplysningerne heri med oplysningerne i årsregnskabet og et eventuelt koncernregnskab, 2) sammenholde oplysningerne heri med den viden og de forhold, revisor er blevet bekendt med i forbindelse med sin revision af regnskabet, og 3) ud fra sin viden om regelgrundlaget tage stilling til, om der er fejl eller mangler i ledelsesberetningen.
De nærmere regler herom findes i bekendtgørelse nr. 385 af 17. april 2013 om godkendte revisorers erklæringer. Reglerne er forklaret i erklæringsvejledningen, som kan ses på www.erst.dk.
Hvis beretningen efter § 99 c offentliggøres i en supplerende beretning til årsrapporten eller på virksomhedens hjemmeside via en henvisning hertil i ledelsesberetningen, vil revisor — i tillæg til ovennævnte pligter — få nogle særlige pligter, som vil blive fastsat i bekendtgørelsen. Det vil bl.a. blive fastsat, at hvis redegørelsen placeres på virksomhedens hjemmeside, skal revisor påse, at ledelsesberetningen indeholder oplysning herom med angivelse af den URL-adresse, der skal benyttes for at komme direkte til beretningen, at beretningen offentliggøres under den rette betegnelse, og at det fremgår af beretningen, at den udgør en bestanddel af ledelsesberetningen i virksomhe- dens årsrapport.
Det foreslås, at den nye § 99 c skal gælde for virksomheder omfattet af regnskabsklasse C og D.
Således som de gældende bestemmelser i § 78, stk. 1, og § 102, stk. 1, er formuleret, vil den nye § 99 c blive omfattet af de bestemmelser i loven, som gælder for regnskabsklasse C og D. Der er derfor ikke behov for at ændre disse bestemmelser som følge af forslaget.
Ændret ved lov nr. 1716 af 27. december 2018 I § 99 c, stk. 8, 1. pkt., ændres »§ 128, stk. 1,« til: »§ 128 a, stk. 1,«.
Lovbemærkninger § 99 c foreskriver, at store virksomheder med aktivitet inden for efterforskning, prospektering, opdagelse, udvikling og udvinding af mineral-, olie- og naturgasforekomster m.v. eller skovning af primærskove, skal supplere ledelses- beretningen i årsrapporten med en beretning om betalinger til myndigheder. Der er her tale om betalinger i form af fx indkomstskat, royalties og betaling for produktionsrettigheder.
Årsregnskabslovens § 128 a indeholder en tilsvarende bestemmelse for ledelsesberetningen for koncernen.
Ifølge § 99 c, stk. 8, fastsætter Erhvervsstyrelsen regler om, at virksomheder, der er omfattet af § 99 c, stk. 1, eller § 128, stk. 1, og som udarbejder og offentliggør en beretning om betalinger til myndigheder, der vurderes at svare til kravene i årsregnskabsloven, fritages for kravene i § 99 c, stk. 1-7.
1318 | Indsigt i årsregnskabsloven 2026/27 | EY
Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease