Indsigt i årsregnskabsloven 2023/24 - 10. udgave

Årsregnskabsloven med lovbemærkninger

Anmodningen til skifteretten om at opløse virksomheden skal være i overensstemmelse med den for virksomheden gældende lovgivning herom. Tvangsopløsningsanmodningen skal derfor udover betingelserne i den foreslåede § 162 a overholde betingelserne i den særlige lovgivning for virksomheden. Det indebærer eksempelvis, at tvangsop- løsning af en erhvervsdrivende fond skal godkendes af Erhvervsstyrelsen som fondsmyndighed i overensstemmelse med erhvervsfondslovens § 89, stk. 1. Erhvervsstyrelsen kan efter den foreslåede § 159 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 13, stille krav om, at en virksomhed inden for en fastsat frist indhenter en erklæring fra en godkendt revisor, advokat eller anden sagkyndig om rigtighe- den af oplysninger eller redegørelser afgivet eller indberettet af virksomheden til styrelsen efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov. Det foreslås derfor i stk. 1, nr. 1, at styrelsen kan oversende en virksomhed til skifteretten, hvis virksomheden und- lader at efterkomme en anmodning om oplysninger i henhold til den foreslåede § 159 d. Det foreslåede nr. 1 er en ny bestemmelse, der medfører, at krav efter § 159 d efterkommes. Det er nødvendigt, at der er en retsfølge ved manglende overholdelse af bestemmelsen, da undladelse af at indsende erklæringen betyder, at styrelsen ikke har tilstrækkeligt grundlag til at træffe afgørelse i den konkrete kontrolsag. Bestemmelsen svarer til den tilsvarende bestemmelse i det foreslåede § 225, stk. 1, nr. 8, i selskabsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 14, og det foreslåede § 21, stk. 1, nr. 8, i erhvervsvirksomhedsloven, jf. lovforslagets § 3, nr. 18. Efter § 160 kan Erhvervsstyrelsen af virksomheden, dens ledelse eller dens revisor forlange de oplysninger, som er nødvendige for, at der kan tages stilling til, om der er sket overtrædelse af lovgivningen, virksomhedens vedtægter, eller om en overtrædelse er bragt til ophør. Endvidere kan Erhvervsstyrelsen af virksomheden, dens ledelse eller dens revisor forlange de oplysninger, der er nødvendige for at konstatere, om årsrapporter, som er aflagt efter de internationale regnskabsstandarder, er aflagt i overensstemmelse med standarderne. Det foreslåede stk. 1, nr. 2, er en ny bestemmelse, der giver Erhvervsstyrelsen mulighed for at oversende en virk- somhed til tvangsopløsning, hvis styrelsens anmodning om oplysninger i henhold til § 160 ikke imødekommes inden for den angivne frist. Bestemmelsen foreslås indført, idet styrelsen i dag oplever, at virksomhederne ikke svarer på styrelsens anmodninger om oplysninger samtidig med, at styrelsen ikke i alle sager har tilstrækkeligt med oplysnin- ger til at kunne træffe afgørelse på det foreliggende grundlag. Problemet opstår bl.a. i sager om ulovlig økonomisk anvendelse af virksomhedens midler, hvor styrelsens kontrol sikrer væsentlige samfunds- og kreditorinteresser, her- under i sager om kapitalejerlån. Bestemmelsen svarer til den tilsvarende bestemmelse i det foreslåede § 225, stk. 1, nr. 7, i selskabsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 14, og det foreslåede § 21, stk. 1, nr. 7, i erhvervsvirksomhedslo- ven, jf. lovforslagets § 3, nr. 18. Erhvervsstyrelsen kan i henhold til den nugældende § 161, nr. 3, påbyde en virksomhed eller en filial at rette fejl eller bringe overtrædelser til ophør, herunder påbyde at berigtige årsrapporten m.v. eller bringe en overtrædelse af bogføringsloven til ophør. Hvis fejlen eller manglen ikke rettes, er der grundlag for at oversende en virksomhed til tvangsopløsning, slette et interessentskab eller kommanditselskab eller slette en filial, jf. § 150, stk. 3. Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at styrelsen kan oversende en virksomhed til tvangsopløsning, hvis den ikke efterkommer et påbud givet af styrelsen i henhold til den foreslåede § 161, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 15. Bestem- melsen i nr. 3 medfører ingen materielle ændringer i forhold til den gældende retstilstand. Bestemmelsen foreslås indsat for at sikre lovens overskuelighed, da det som ovenfor anført er hensigten, at alle hjemler til tvangsopløsning eller sletning i forbindelse med styrelsens kontrol fremover fremgår af § 162 a. Tvangsopløsning vil som følge af den foreslåede § 162 a finde anvendelse i flere tilfælde end i dag. Virksomheder, som bevidst overtræder regnskabsreglerne, har - ved at undlade at udlevere de oplysninger, som er nødvendige for, at Erhvervsstyrelsen kan konstatere, om regnskabet indeholder en fejl - i mange tilfælde kunnet undgå, at styrelsen har haft mulighed for at afdække fejl. Den foreslåede bestemmelse kan fx finde anvendelse i sager, hvor investe- ringsejendomme er målt til en beregnet dagsværdi, og hvor styrelsen finder indikationer på, at beregningen af dags- værdien kan være behæftet med væsentlige fejl. Hvis en virksomhed i et sådant tilfælde ikke indsender dokumenta- tion for beregningen af dagsværdien af ejendommene, vil virksomheden kunne blive oversendt til skifteretten med henblik på tvangsopløsning.

EY | Indsigt i årsregnskabsloven 2023/24 | 1475

Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease