Kapitel 20 Finansielle aktiver
Nedskrivning af finansielle aktiver – IAS 39
Finansielle aktiver, der måles til amortiseret kostpris, er underlagt krav om nedskrivning til en eventuel lavere genindvindingsværdi. For disse finansielle aktiver skal virksomheden på hver ba- lancedag vurdere, om der foreligger objektive indikationer på, at et finansielt aktiv eller en gruppe af finansielle aktiver skal nedskrives. Foreligger der objektiv indikation på, at der er sket værdiforringelse, opgøres værdiforringelsen som forskellen mellem aktivets regnskabsmæssige værdi og nutidsværdien af de forventede frem- tidige pengestrømme fra aktivet. Som diskonteringsfaktor anvendes den effektive rente, der blev anvendt ved første indregning af det finansielle aktiv. Nedskrivninger af finansielle aktiver, der måles til amortiseret kostpris, indregnes i resultatopgørelsen. Som hovedregel foretages nedskrivninger på finansielle aktiver på basis af en individuel vurdering af væsentlige finansielle aktiver, fx en væsentlig debitor eller en væsentlig obligationsinvestering. Mens grupper af mindre væsentlige finansielle aktiver vurderes samlet for nedskrivningsbehov, fx debitorer eller andre finansielle aktiver med ensartet kreditrisiko. Hvis grundlaget for en tidligere indregnet nedskrivning ikke længere er til stede, skal en tidligere foretaget nedskrivning tilbageføres. Når der er tilbageført nedskrivninger på finansielle aktiver, der måles til amortiseret kostpris, kan beløbet ikke overstige den regnskabsmæssige værdi, som aktivet ville have haft, hvis nedskrivningen aldrig havde været foretaget. En sådan tilbageførelse af tidligere foretagne nedskrivninger indregnes i resultatopgørelsen. Nedskrivning af finansielle aktiver – IFRS 9 Et valg af IFRS 9 til at udfylde lovens rammer for nedskrivninger af udlån og tilgodehavender vil være et valg af regnskabspraksis, og et skifte til IFRS 9-modellen er dermed en ændring af anvendt regnskabspraksis. Valget skal være systematisk og konsekvent og omfatte alle de områder, hvor anvendelse af nedskrivningsreglerne for finansielle aktiver er relevant. Et valg af IFRS 9 til fortolk- ning af lovens krav om nedskrivning af finansielle aktiver, der måles til amortiseret kostpris, vil derfor omfatte samtlige finansielle aktiver, der er underlagt krav om nedskrivning. Det er således ikke muligt fx at vælge IFRS 9 til nedskrivning af tilgodehavender fra salg og tjenesteydelser og IAS 39 til nedskrivning af tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder. IFRS 9 indeholder en betydelig forskel til IAS 39 i forhold til, hvornår der skal ske nedskrivning på et udlån eller et tilgodehavende. I henhold til IFRS 9 skal der indregnes et forventet tab allerede ved lånets etablering (expected credit loss-model), mens der efter IAS 39 først skal indregnes et tab, når der er objektive indikationer på, at debitor ikke kan overholde sine betalingsforpligtelser (incurred loss-model). Forskellen mellem IAS 39 og IFRS 9 kan illustreres således:
Krav om nedskrivning, IAS 39
Objektive indikationer på værdi- forringelse, IAS 39
Tilbageføre nedskrivning, IAS 39
Forskel mellem IAS 39 og IFRS 9
IAS 39 – incurred loss-model
IFRS 9 – expected credit loss-model
Input
Baseret på historiske og aktuelle informa- tioner. Indregning af tab når der foreligger objek- tive indikationer på værdiforringelse.
Baseret på historiske, aktuelle og fremti- dige forventninger. Straksindregning af forventet tab, og ind- regning af tab som følge af en betydelig forøgelse af kreditrisikoen. Mindst 12 måneders forventet tab indreg- nes i resultatopgørelsen. Der indregnes endvidere forventede tab i levetiden på grund af ændringer i kreditkvaliteten i forhold til første indregning.
Indregning
En løbende vurdering, baseret på histori- ske informationer eller en generel ned- skrivning til tab.
Måling
336 | Indsigt i årsregnskabsloven 2023/24 | EY
Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease