Kapitel 21 Finansielle forpligtelser
Definitionen af finansielle forpligtelser omfatter kontrakter, som kan eller skal afregnes på en an- den måde end ved udveksling af et fast beløb i likvide beholdninger eller andre finansielle aktiver med et bestemt antal af virksomhedens egne egenkapitalinstrumenter. Det er ikke klart, hvad der skal forstås ved et fast beløb i likvide beholdninger. Spørgsmålet er specifikt taget op af IFRS IC i forhold til konvertible obligationer. IFRS IC konklu- derede, at konvertible lån udstedt i en anden valuta end udsteders funktionelle valuta skal klassi- ficeres som finansielle forpligtelser, uden at udskille nogen egenkapitalelementer. Hovedargumen- tet er, at et fast beløb i en anden valuta end virksomhedens funktionelle valuta ikke kan forstås som et fast beløb i likvide beholdninger i henhold til bestemmelserne i IAS 32, idet et fast beløb i en anden valuta end udsteders funktionelle valuta er at betragte som en kombination af et fast beløb i udsteders funktionelle valuta og et indbygget afledt valutainstrument i udsteders regnskab. For at et fast beløb kan anses som et fast beløb i henhold til definitionerne i IAS 32, skal der altså være tale om et fast beløb i virksomhedens funktionelle valuta. Denne problemstilling har i praksis vist sig vigtig for mange danske virksomheder. Virksomheder, som udsteder tegningsretter i en anden valuta end virksomhedens funktionelle va- luta, kan som en undtagelse fra hovedreglen behandle disse som egenkapitalinstrumenter, hvis der bl.a. er tale om et fast beløb i fremmed valuta for et fast antal aktier, og tegningsretterne tildeles på pro rata-basis til alle eksisterende aktionærer. Det er værd at bemærke, at denne undtagelse fra hovedreglen bevidst er snævert formuleret, så den kun gælder tegningsretter tildelt på pro rata-basis og ikke kan anvendes på andre tilsvarende regnskabsspørgsmål. Finansielle instrumenter, hvor indehaveren har ret, men ikke en pligt, til at indløse instrumentet, falder ikke ind under definitionen af et egenkapitalinstrument for udsteder, i og med at beslutnin- gen om betaling til indehaver ikke er underlagt udsteders kontrol. Udsteder kan dog klassificere sådanne instrumenter som egenkapitalinstrumenter, hvis instrumenterne alene ved virksomhe- dens likvidation eller konkurs giver indehaveren ret til en pro rata-andel af virksomhedens netto- aktiver (egenkapital), og at instrumentet ikke har forrang for andre klasser af finansielle instru- menter i virksomheden. Før ovennævnte undtagelse blev indarbejdet i standarden, blev enhver aktie eller andel med ind- løsningsret klassificeret som en finansiel forpligtelse. Dette omfattede også instrumenter, som giver indehaveren ret til en andel af forskelsværdien af udsteders aktiver, dvs. instrumenter, som var udformet sådan, at indehaver ved indløsning havde ret til en pro rata-andel af virksomhedens aktiver fratrukket alle dens forpligtelser. Klassifikationen af sådanne instrumenter medførte, efter nogens mening, misvisende resultater i årsregnskaberne for fx investeringsforeninger med tilba- gekøbspligt for den udstedende forening (dvs. hvor investorerne køber andele i virksomheden, så virksomhedens kapital ændres over tid), andre investeringsforeninger, kommanditselskaber, inte- ressentskaber og andelsvirksomheder, da disse virksomheder i mange tilfælde endte uden egen- kapital. Dette skyldtes, at disse virksomheder ofte giver deres ejere (eller medlemmer eller inve- storer, afhængigt af selskabsform) ret til at indløse deres andel i udsteder på et hvilket som helst tidspunkt. Dette førte til, at IASB ændrede standarden, så visse finansielle instrumenter i form af aktier eller andele med indløsningsret eller i form af aktier eller andele, som kun giver ret til en pro rata-andel af en virksomheds nettoaktiver i forbindelse med likvidation, skulle klassificeres som egenkapital, selv om disse instrumenter efter standardens generelle bestemmelser opfylder definitionen af en finansiel forpligtelse. Der er imidlertid en række kriterier, der skal være opfyldt, for at disse instrumenter skal klassificeres som egenkapital. Som det fremgår ovenfor og af definitionerne af finansielle aktiver og finansielle forpligtelser, skal en kontrakt, som afregnes med overdragelse af et fast antal af udsteders egenkapitalinstrumenter til gengæld for et fast beløb i likvide beholdninger eller andre finansielle aktiver, regnskabsmæssigt behandles som et egenkapitalinstrument. I et appendiks til IAS 32 anføres en lang række eksem- pler, der illustrerer, hvad disse bestemmelser indebærer i praksis, og hvilken regnskabsmæssig behandling sådanne kontrakter vil få efter standardens bestemmelser.
Konvertible obligationer
Puttable instruments, IAS 32.16A-D
Aktier og andele med indløsningsret
352 | Indsigt i årsregnskabsloven 2023/24 | EY
Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease