Kapitel 23 Varebeholdninger
Indregning af finansieringsomkostninger
I kostprisen for egenfremstillede varer er der mulighed for indregning af renter af kapital, der er lånt til at finansiere fremstilling af varer, og som kan henføres til fremstillingsperioden. Mulighe- den har især betydning for virksomheder, der producerer varer med lang gennemløbstid i produk- tionen. Denne valgmulighed er i overensstemmelse med den hidtidige version af IAS 23 Låneom- kostninger , som lovens bestemmelser på dette punkt bygger på. Loven giver mulighed for at vælge indregning af renter som en del af kostprisen for enkelte kategorier af aktiver, fx separat for hen- holdsvis immaterielle og materielle anlægsaktiver. For yderligere om muligheden for indregning af renter i egenfremstillede aktiver henvises til kapitel 33 Finansielle poster . I modsætning til loven, hvor indregning af renter i kostprisen alene er en mulighed, er det efter IAS 23 et krav, at renteomkostninger indregnes som en del af kostprisen for varebeholdninger med lang produktionstid, medmindre der er tale om varer, der produceres i "large quantities on a repetitive basis". Denne modifikation betyder, at der efter IFRS-standarderne i mange tilfælde al- ligevel ikke er krav om at indregne renter i kostprisen på varebeholdninger. I noterne for varebeholdninger skal rentebeløb, der er indregnet i kostprisen, oplyses. I henhold til bestemmelsen er det nu præciseret, at der alene er krav om oplysning af årets indregnede fi- nansieringsomkostninger. Denne ændring har formentlig alene betydning for varebeholdninger med en meget lav omsætningshastighed.
Mulighed for indregning af renter, § 44, stk. 2
IAS 23
§ 59
23.5 Metoder for opgørelse af kostpris
Loven angiver, hvilke beregningsmetoder for kostprisen på varebeholdninger der kan anvendes.
§ 45
Den enkelte virksomhed skal bruge den metode, der er bedst egnet til at beregne kostprisen for varebeholdningen. Valget af beregningsmetode skal foretages ud fra en vurdering af, hvordan den fysiske varestrøm formodes at være.
Virksomheden kan lægge til grund, at varelageret består af de sidst ankomne varer inden for hver varegruppe (FIFO-metoden) eller en blanding af de varer, der er leveret (gennemsnitsmetoden).
FIFO eller gennemsnit
Desuden har virksomheden mulighed for at vælge "en anden lignende metode". "En anden lignende metode" skal afspejle værdien af den fysiske varebeholdning på balancedagen og er en metode, der baseres på omkostninger, der faktisk er afholdt. Det vil sige, at genanskaffelsespriser ikke kan anvendes som udtryk for kostprisen. Ligeledes er det et fåtal af virksomheder, der kan anvende LIFO-metoden, da denne metode forudsætter, at de ældste varer hele tiden ligger på lager. En lignende metode kunne eksempelvis være standardkostmetoden eller salgsprismetoden, der i visse tilfælde anvendes som "surrogat"-metode til opgørelse af kostprisen for de enkelte varer. Virksomheden skal dog kunne dokumentere, at anvendelsen af disse metoder ikke medfører et væsentligt andet resultat end anvendelse af FIFO- eller gennemsnitsmetoden. Standardkostmetoden anvendes ofte i praksis, hvor virksomheden producerer et stort antal stan- dardiserede varer. Standardomkostningen beregnes under hensyn til et normalniveau af lønom- kostninger, råvarer og hjælpematerialer samt effektivitet og kapacitetsudnyttelse, og der skal jævnligt følges op herpå og foretages eventuelle nødvendige korrektioner i beregningen af stan- dardomkostningen. Salgsprismetoden anvendes primært i virksomheder, der sælger et stort antal varer med høj om- sætning og stabil bruttoavanceprocent. Kostprisen for varer beregnes ud fra salgsprisen fratruk- ket bruttoavanceprocenten. Er salgsprisen for en række varer nedsat til under den oprindelige salgspris, skal der tages højde herfor i fastsættelse af bruttoavanceprocenten.
Eller anden lignende metode
Standardkost- metoden
Salgspris- metoden
398 | Indsigt i årsregnskabsloven 2023/24 | EY
Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease