Årsregnskabsloven med lovbemærkninger
lidt af overskuddet til ejerne — aktionærerne? Skal generalforsamlingen tiltræde ledelsens forslag til udbytte? Får ledelsen et for stort vederlag på aktionærernes bekostning? Uddeler den erhvervsdrivende fond midler til trængende modtagere, eller bruges de til administration? Ovennævnte model — de 3 beslutningsopgaver — baseres på antagelser om regnskabsbrugernes informationsbehov. Modellen er velkendt blandt revisorer og regnskabsfolk hér som i udlandet. Den har således været benyttet inden for regnskabsteorien i flere år, men er vanskelig at efterprøve videnskabeligt. Udover denne model vil man derfor kunne forestille sig mange andre modeller, som kunne være benyttet som løftestang for den fremtidige udvikling. Regn- skabsrådet har lagt vægt på at få en forståelig og pragmatisk model. Modellens centrale placering i forslagets krav om retvisende billede, vil formentlig få en afledet effekt på selskabsle- delsens adfærd. Ledelsen vil således formentlig ofte søge at lede virksomheden, så der fx bliver flere midler til for- deling blandt selskabsdeltagerne, hvis dette ønske er fremherskende hos flertallet af regnskabsbrugerne. Regn- skabsrådet har dog anbefalet, at lovens model tager udgangspunkt i kravene til rapportering fremfor udtrykkelige krav til, hvorledes selskabet skal ledes. Regnskabsbrugernes overordnede informationsbehov kan sjældent opfyldes fuldt ud. Dels vil der være situationer, hvor opfyldelse af ét behov vil være i modstrid med et andet behov, dels er der en række detailkrav i loven — fx forbudet mod indtægtsføring af urealiserede værdistigninger — som ikke altid vil være i fuld overensstemmelse med de tre behov. Hvor lovens detailkrav og de tre behov ikke stemmer overens, vil de kunne vejlede ledelsen, hvis der er behov for supplerende oplysninger efter § 11, stk. 2, eller i særlige tilfælde er grund til at fravige lovens krav med hjemmel i § 11, stk. 3. At der kan være modstrid mellem de tre behov er forventeligt. Ledelsen må hér — med grund- lag i sin virksomheds typiske brugere — forsøge at opfylde behovene så godt som muligt. Forslagets § 12 er i det hele taget udtryk for de rammer, som årsrapporten på længere sigt må forventes at udvikle sig inden for, snarere end udtryk for hvilke præcise krav årsrapporten her og nu skal leve op til. En udvikling i regn- skabsbrugernes informationsbehov over tid, vil automatisk betyde ændringer i kravene til årsrapporten. Det under- streges tydeligt i bestemmelsen, at årsrapporten hverken kan eller skal opfylde alle regnskabsbrugernes konkrete informationsbehov, jf. udtrykket "støtter" i stk. 2, men virksomheden skal søge at efterleve de overordnede "ideal- krav" så godt som muligt. Stk. 3 præciserer generalklausulen i § 11 under hensyntagen til de i § 12, stk.2, fastsatte formål med årsrapporten. Kvalitetskravene til informationen skal således være en støtte for regnskabsudarbejders overvejelser over valg af regnskabspraksis og om behovet for at supplere de lovkrævede oplysninger med yderligere oplysninger eller i sær- lige tilfælde at fravige lovens detailbestemmelser, jf. § 11, stk. 3. Relevans retter sig mod de beslutninger, regnskabsbruger skal træffe. I stk.2 er opregnet de væsentligste formål med brugen af årsrapporter. Relevans skal altså ses i lyset af disse formål. I almindelighed defineres relevans ved, om den pågældende oplysnings tilstedeværelse kan føre til en ændret beslutning. I almindelighed skal forholdet for at være relevant have prognoseværdi, kunne sammenholdes med tidligere forhold og være aktuelt. Pålidelighed indebærer, at oplysningerne i rimeligt omfang kan efterprøves — verificeres — dels afspejler virkelighe- den så rigtigt som muligt. Kravet om pålidelighed er i et vist omfang nødvendigt for, at revisor kan revidere oplys- ningerne, således at regnskabsbruger fuldt ud kan fæste lid til årsrapportens udsagn. Kravet må dog ikke medføre, at der lægges så stor vægt på en nøjagtig verificerbarhed, at oplysninger om virkeligheden ikke får lov til at komme med. I kraft af en større orientering mod værdibaserede regnskaber — af hensyn til større relevans — vil revisor ofte ikke kunne verificere værdien af aktiver og forpligtelser nøjagtigt på baggrund af kostpriser. I stedet skal revisor tage stilling til rimeligheden af de forudsætninger, ledelsen lægger til grund for vurderingerne.
Det større fokus på relevans og afspejling af virkeligheden — fremfor nøjagtig verifikation — er fuldt ud i tråd med den internationale udvikling, der i højere grad går ind for at udarbejde værdibaserede regnskaber.
For oplysninger i noter og ledelsesberetning er pålidelighedskravet snarere et sandsynlighedskrav. Kravet skal hin- dre, at virksomheden oplyser om urealistiske og usandsynlige forhold, som kan forvride regnskabsbrugers indtryk
882 | Indsigt i årsregnskabsloven 2023/24 | EY
Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease