Oberst Paludan-Müller var født den 30. oktober 1885 i Snesere sogn ved Præstø (passer ikke, det var i Mou sogn), hvor hans far var præst.
Han var en af den danske præsteslægt, der blandt sine medlemmer tillige talte den store digter Frederik Paludan-Müller, Adam Homos digter. Der var en del af obersten der nok kunne minde om hans store slægtning, digteren. Som denne havde obersten et åbent blik for sin tids og sin slægts skavanker, det hykleriske og forlorne, det ville tvære alle modsætninger ud til en forskel løs enhed, og som derfor elskede kompromiset. Det er dem, der kender ”kunsten at behage”, som snakker alle efter munden, og hvorom digteren siger:
”Ja, det er sandt, den sjældne mand er hul Og hoved kun han viser ved at nikke Men denne nikken er hans hovedfortrin Og just hans hulhed er hans største dyd”.
Sådan noget hadede også obersten. Han kendte ikke til noget kompromis. Kompromisset var løgnen, og han elskede sandheden fanatisk, som sandheden alene bør elskes. Ved Tønder by´s 700 års jubilæum blev der holdt en frokost, hvor byrådet var vært, og hvor gæsterne var hentet fra både dansk og tysk side. Det var i sommeren 1943 inden den 29. august, da kompromisets mænd endnu havde ordet tilsyneladende uantastet. Og den frokost var åbenbart også netop tænkt som et forsøg i ”kunsten at behage”, Det var, hvad der skal til for et sådant formål: god mad, rigtig snaps, rigtige cigarer og rigtig kaffe! Og hjemmetyskerne foldede sig ud helt strålende i masser af lange taler – akkompagneret af nogle danske kompromis-folk! ”Vi har altid haft det så godt sammen her i Tønder, der er ikke noget virkeligt mellemværende mellem danske og tyske – Wir sind immer gute Nachbaren gewessen”! Det var kulminationen og den frase vakte stor jubel. Så rejste oberst Paludan-Müller sig og holdt følgende korte tale: ”Nu har vi hørt, at vi danske og tyske er så rare imod hverandre og har det så udmærket sammen, og at vi altid har været gode naboer. Så mangler vi kun at sige sandheden, som er den, at siden den 9. april er dette gode naboforhold ødelagt for de kommende 200 år.” Så mange var ordene. Resultatet var voldsomme Pfui-råb og en udglattende kompromis tale fra en danskers side. Men sådan var han vor kære oberst. Som digteren! Den nøgne, barske og karsk sandhed frem for alt!. Man læser f. eks. Digterens ”Den ottende kunst”. Det er også værd at mindes, hvorledes obersten offentligt talte og skrev om Abessinien, da Mussolini overfaldt det ulykkelige land på den mest gemene måde. Paludan-Müller var da lige så varm i sit forsvar for det stakkels abessinske folk, som han var bidende i sin afsløring af Englands hykleri ved den lejlighed. Officer var han fra inderst til yderst. I 1917 blev han kaptajn, 1930 oberstløjtnant. Trådte i 1933 ind i grænsegendarmeriet som næstkommanderende, blev dets chef i 1934 og oberst i 1939. Der var nok nogen der mente, at han var for meget soldat, og orden i sagerne ville han også have, militær orden og disciplin. Men forlangte han noget af andre, så kom det af, at han stillede netop de største krav til sig selv. Han var sand og ægte på dette område som på andre. Derfor var han også ligefrem og jævn som menneske, et menneske mellem andre, der delte sine medmenneskers glæder og sorger. Det gjorde ham meget afholdt indenfor gendarmerikorpset, hvor han på en for ham naturlig måde tog del i alt hvad der optog hans undergivne og deres familier. Og dansk var han, så dansk som nogen, ikke sentimentalt og overspændt, men ægte og sandt og i højeste grad pligtbestemt. Fædrelandet var ikke en gratis forlystelsesanstalt, hvor man bare kunne kræve ind. Nej, det var snarere en valplads, hvor man måtte kæmpe for at vinde det, et alter hvor der måtte ofres for at beholde det. Derfor sørgede han også mere end de fleste over 9. april, og derfor sagde han gang på gang, når han hørte om tyskernes indgriben i danske forhold og arrestationer af danske mænd: ”Levende vil jeg aldrig nogen sinde falde i tyskernes hænder”:
10
Made with FlippingBook - Online magazine maker