2 2 .
svsr Rude med en Jerndrager, jeg havde fundet. Jeg hoppede derefter ned paa den anden Side og fik lukket Porten op. Derefter kneb det med at orientere sig, idet Rummene var meget stør re, end jeg havde tænkt. Jeg havde ventet en stor Dør ind til Tørrekas- sen, men fandt ingen. Da jeg imidlertid aabnede en Dem, der ncaede mig til midt paa Brystet og lod -Lygten spille, saa jeg det herligste Syn: den en Rulle lodrethængende Lim efter den anden og fik 3 Folk derind for at gøre Sprængladning klar. Tørrerummet laa i den anden Ende af Bygningen, og da jeg aabnede For ten til Hovedhallen kom et 1/3 paaklædt Pigebarn løbende mig i Møde (hun var øjensynligt bange for et eller andet). Jeg gjorde hende forstaaeligt, at det var bedst at gaa udenfor helst gennem Kontorot, da det kunde so ud til, at der vilde ske en Sprængning i Løbet af nogle Minutter. Hun troede paa m&gi/ og løb virkelig gennem Kontoret og ud paa Vejen, hvor hun faldt sammen og besvimede. Faktisk blev jeg mindst lige saa forbavset r over at se hende, som hun var forskrækket. Jeg fik blot ikke Tid til et tænke over, hvor hun kom fra, I Virkeligheden var det Staal, der ved sin brutale Fremfærd bar Ansvaret for et ødelagt Samleje hos den ene Sabotage vagt - Ak ja Imidlertid havde jeg forlængst fundet Indgangen til Tørrerunmet, det var ogsaa en lille Lem, og vi gjorde Sprængstoffet parat (20 kg hvert Sted.) . Jog løb derefter tilbage til første Hold for at se, om de var parat og gav Ordre til Tænding og saa hen til Tørrerummet for at tænde der. Men saa kom det morsomme og spændende. Vi kunde ikke faa Ild, Guderne maa vide hvorfor. Imedens havde de andre tændt. Heldigvis skulde der efter Beregningen gaa flere Minutter,før Sprængningen indtraf, men vi skulde ogsaa helst et Stykke væk inden. Efter flere forgæves Forsøg, hvor vi havde lavet friske nye skraatskaarne Ender paa Lunten, lykkedes det, i Virkelig heden tror jeg ikke, der var gaaet ret lang Tid, den forekom blot saa leng. Vi var nu færdige og havde alligevel Tid til at komme væk. De 3, jeg havde med mig i Tørreovnen, løb ud, og jeg selv løb hen til Limovnen for at sikre mig,, at der lk;:e var flere tilbage. Lunten laa og brændte nok saa fredeligt. Da jeg kom hen til Porten, naaede jeg lige at pille Petz Hand ske op, som han havde tabt. Folkene løb allerede ned af Vejen, da. jeg kom ud, og jeg løb op for at se, om nogle af Staalls Polk havde advaret en nærliggende C-aard, som aftalt. Lille Staall var selv deroppe,, men der var ingen hjemme. Vi lab saa hver til sit, jeg en anden Vej end de andre, idet jeg skulde ud over Markerne ud til Andersen i Aaderup, der laa nær ved,\ Da jeg løb af Sted, opdagede jeg pludseligt, at mine Hænder klæbede til Lygten, cg det viste sig, da jeg kom i Hus, at jeg dels havde skaaret begge Haandflader dels havde et dybt Saar i venstre Laar, som jeg overhovedet intet havde mærket til. Det er genske ejendommeligt, at man kan blive saa stærkt afledt. Der gik forøvrigt svær Letænd el.-e i det faa Dage efter, og jeg gik stivbenet paa Afdelingen. Da jeg kom frem til Andersens, mente jeg at høre et ganske sva^t næsten umærkeligt Bump, men var ikke sikker og lyttede længe. Jeg ventede et mægtigt Drøn, idet 40 kg var langt det kraftigste, vi endnu havde brugt. Der skete ikke noget, cg jeg gik nedbøjet ind og vaskede mig.
Made with FlippingBook - Online magazine maker