”Børn der ønskes skal også fødes”
Mødrehjælpen i Næstved1939-1976
Mødrehjælpen blev etableret ved lov i 1939 og kom i de følgende år til at funge re som et
vigtigt omdrejningspunkt i efterkrigstidens socialpolitiske udvikling. Næstved var blandt de
syv første byer, hvor der blev oprettet en offentlig mødrehjælpsinstitution, og det er artiklens
ærinde at undersøge, hvordan hjælpearbe jdet for de vanskeligt stillede gravide kvinder og
mødre udfoldede sig lokalt.
I 1955 træder en 24-årig kvinde ind af døren til Mødrehjælpen i Næstved. Hun er dybt fortvivlet
over at være gravid for femte gang. Hun har i forvejen fire børn i alderen et til seks år og hævder, at
hun ikke kan holde til endnu et svangerskab. Hun virker træt og udslidt. Mødrehjælpen har
oplysninger på barnemoren i forvejen, da hun også var i kontakt med institutionen ved hendes
forrige graviditet. Ægteskabet er heldigvis godt, økonomien er tålelig, men boligsituationen er
temmelig belastende. Familien bor hos et ældre familiemedlem og den efterhånden ret store familie har kun et kammer at disponere over. Kvinden ønsker en abort. 1
I Mødrehjælpen foretages en personlig samtale med barnemoren, og hun bliver undersøgt af en
læge. Her konkluderes det, at den tidligere sunde og sjæleligt robuste kvinde gennem de sidste år har udviklet en overbelastningsneurose 2 med angst og neurotiske manifestationer, der er forstærke t
i en sådan grad under barnemorens nuværende graviditet, at lægen mener, hun ikke kan tåle
yderligere belastning uden fare for længerevarende helbredsforringelse. Derfor kan svangerskabet
afbrydes i henhold til svangerskabsloven. Lægen gør tillige en bemærkning om, at patienten må
1 Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF-003), abort- og sterilisationssager (uden adoption). Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm (herefter LAK). 2 Be lastningsneurosen var en diagnose, somvoksede ud af Mødrehjælpens daglige arbejde med kvinder, der søgte abort. Den var karakteriseret som en belastningstilstand, hvor en række psykiske og fysiske symptomer, der a lene ikke var andet end genvordigheder, men som t ilsammen g jorde det umuligt for patienten at fungere norma lt i hverdagen. Udviklingen af belastningsneurosen skal ses i lyset af Mødrehjælpens bestræbelser på at tilføre abortspørgsmålet et socialt aspekt. Espensen 2003.
1
oplæres i antikonceptionel teknik med brug af pessar; hun skal altså lære at bruge prævention. Det er, hvad der sker: barnemoren får en abort og lærer kunsten at beskytte sig mod en ny graviditet. 3
Denne kvinde kom fra det område, som Mødrehjælpen i Næstved dækkede, men hun kunne ligeså
godt være kommet fra Fyn, København eller Vestjylland. Mødrehjælpens arkiver rummer mange
tilsvarende skæbner. Mødrehjælpen blev oprettet ved lov i 1939 og var indtil nedlæggelsen i 1976
en landsdækkende offentlig institution, hvis hovedopgave var at rådgive og hjælpe vanskeligt
stillede gravide kvinder og mødre, således at de blev i stand til at drage omsorg for sig selv og deres
børn. Baggrunden for oprettelsen af de offentlige mødrehjælpsinstitutioner var dels det private
mødrehjælpsarbejde, der siden 1900-tallets begyndelse havde taget form i København, dels
1930ernes forestilling om en forebyggende socialpolitik. Hvor det private hjælpearbejde centrerede
sig om hjælpen til enligtstillede mødre og deres børn, var intentionen med en forebyggende
socialpolitisk indsats rettet mod den brede befolkning. På fødselsområdet skulle de forskellige
hjælpeforanstaltninger derfor gælde alle gravide kvinder og mødre - både gifte og ugifte.
Mødrehjælpsloven blev startskuddet til oprettelsen af de første syv mødrehjælpsinstitutioner, der
blev centralt placeret i de fire store byer København, Odense, Århus og Ålborg samt i tre
provinsbyer: Næstved, Esbjerg og Sønderborg. Næstved var således med i det offentlige
mødrehjælpsarbejde fra begyndelsen.
Til trods for et stort kildemateriale findes der få historiske studier af Mødrehjælpen. Det eneste
samlede værk er skrevet af institutionens mangeårige direktør Vera Skalts og kontorchef Magna
Nørgaard. Værket gør status over knapt 37 års mødrehjælpsarbejde i offentligt regi og peger på det
uhensigtsmæssige i at nedlægge en, efter forfatternes mening, velfunge rende og veludbygget institution, der var hårdt brug for i samfundet. 4 Mødrehjælpen bidrog til at løse en række specifikke
3 Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF-003), abort- og sterilisationssager (uden adoption). LAK. 4 Ska lts & Nørgaard 1982. Bogen udkomåret før oprettelsen af den private foren ing ”Mødrehjælpen af 1983”, som bl.a . Vera Skalts var med t il at stifte, og ska l ses som en de l af argumentationen for oprettelsen af en ny mødrehjælp. De tidlige private mødrehjælpsforeninger som g ik forud for den offentlige Mødrehjælp er undersøgt af Rosenbeck 1996, 1999 og 2001. Mødrehjælpen som organisation er kort skitseret i Bundesen m.fl. 2001. Når det gælder Mø drehjælpens historie somoffentlig institution er det først og fremmest abortproblematikken, der har t iltrukket sig opmærksomhed, se Kiaer 1987 og Esbensen 2003. Om Mødrehjælpens hjælpeforanstaltninger, herunder især uddannelseshjælp til en lige mødre, se Andersen 2003.
2
socialpolitiske problemer i efterkrigstidens velfærdssamfund for de vanskeligt stillede gravide
kvinder og mødre. Derved kom institutionen til at fungere som et vigtigt omdrejningspunkt i
efterkrigstidens socialpolitiske udvikling. Denne artikel undersøger, hvordan mødrehjælpsarbejdet
udfoldede sig på lokalt plan. Et af de banebrydende træk ved Mødrehjælpsloven var netop, at
hjælpen til de gravide kvinder og mødre skulle nå helt ud i lokalsamfundet, hvor kvinderne levede.
Med et fokus på Mødrehjælpen i Næstved skal det undersøges, hvordan en provinsinstitution blev
bygget op. Havde lokalsamfundet nogen betydning for institutionens virke, og i så fald hvilken?
Hvordan var samspillet mellem den lokale mødrehjælpsinstitution i Næstved og hovedafdelingen i
København? Og hvilken betydning fik en af velfærdssamfundets betydeligste institutioner lokalt for
efterkrigstidens mødrehjælpsarbejde? Men først lidt om, hvordan det hele begyndte!
Det private mødrehjælpsarbejde
Mødrehjælpsloven, der blev vedtaget i 1939, blev skabt i en proces, hvor politiske ideer smeltede
sammen med praktiske erfaringer fra tre årtiers privat mødrehjælpsarbejde. Siden begyndelsen af
1900-tallet havde det private hjælpearbejde fungeret på filantropisk basis i København, hvor der
med et års mellemrum stiftedes to mødrehjælpsforeninger: ”Foreningen til Hjælp for ulykkeligt
stillede Mødre” (1905-1923) og ”Foreningen til Hjælp for enligt stillede nødlidende Kvinder med
Børn” (1906-1923). Baggrunden for oprettelsen af foreningerne var en række avisartikler først i
1900-tallet vedrørende barnemord og fødsler i dølgsmål. I artiklerne blev der bl.a. argumenteret for,
at de uægteskabelige børn ikke burde skjules. Der var i stedet brug for hjem for ugifte gravide
kvinder og mødre, hvor de kunne føde deres børn under rolige forhold, og hvis det var muligt
beholde deres børn hos sig.
Samtidens holdning overfor ugifte mødre var ofte hård og fordømmende, og mulighederne for hjælp
var meget ringe. Indtil 1938 kunne ugifte kvinder føde anonymt på Fødselsstiftelsen i København
(oprettet i 1759) og efterfølgende overlade barnet til stiftelsens plejeafdeling. Barnet fik aldrig at
vide, hvem dets forældre var. Hvis det altså overlevede! Dødeligheden for plejebørn var uhyggelig
stor. De nydannede mødrehjælpsforeninger arbejdede ud fra principper om moralsk, politisk og
religiøs neutralitet. Foreningernes formål var at hjælpe ugifte mødre med bø rnetøj, barnevogn,
mælk og ophold på mødrehjem. Desuden kunne foreningerne hjælpe med at skaffe mødrene deres
juridiske ret i forhold til barnefaderen, og de kunne hjælpe med at få sat barnet i pleje eller med at
3
bortadoptere det. De to foreninger blev i 1924 slået sammen til ”Foreningen Mødrehjælpen”, og det
var den forening, der inspirerede embedsværket.
Der var nemlig sket noget uhyre vigtigt med det sociale hjælpearbejde i de første årtier af 1900-
tallet. Hvor det tidligere havde været samfundets opgave at straffe ugifte kvinder, der fødte i
dølgsmål, blev det nu en opgave at hjælpe og støtte disse kvinder. Hjælpen skulle gives som en
hjælp til selvhjælp, således at mødrene blev støttet i selv at drage omsorg for deres børn. Men
fædrene skulle også tage deres del af ansvaret. Kvinderne skulle opgive, hvem der var barnets far,
således at der kunne inddrages underholdsbidrag eller alimentationsbidrag, som det hed dengang.
Mødrene skulle påtage sig ansvaret og omsorgen i praksis ; fædrenes bidrag var økonomisk med
henblik på barnets underhold.
Da det offentlige overtog det private mødrehjælpsarbejde i 1939, blev den filantropiske ide om
privat socialt hjælpearbejde som supplement til den offentlige hjælp videreført i mødrehjælpsloven,
der åbnede for en række privatfinansierede opgaver. Til gengæld brød loven med tidligere tiders
skelnen mellem værdigt og uværdigt trængende. Modsat socialkontorerne, der primært rettede sig
mod den ubemidlede del af befolkningen, skulle Mødrehjælpen i den offentlige bevidsthed være for
alle - for gifte såvel som ugifte, for fattige såvel som mere velstående. Mødrehjælpen skulle bistå
alle kvinder, der måtte have behov for hjælp og vejledning i forbindelse med svangerskab og fødsel.
Men der var også et andet formål med at gøre Mødrehjælpen offentlig. I 1932 havde regeringen
nedsat en Svangerskabskommission, hvis opgave var at undersøge, hvorledes der kunne skabes
klarere retningslinjer og en mere kontrolleret praksis af svangerskabsafbrydelser. Før
Svangerskabslovens ikrafttræden i 1939 var det nemlig strafbart at afbryde en graviditet med
mindre det skete for at afværge en truende fare for kvindens liv og helbred. Med
svangerskabslovens indførelse blev der i nærmere afgrænsede tilfælde mulighed for at få abort og
straffen for illegale aborter blev nedsat. Mødrehjælpsloven og svangerskabsloven blev knyttet tæt
sammen. Det blev nemlig Mødrehjælpens opgave at optage forhandlinger med barnemoren og dels
søge at afholde hende fra overilede skridt, dels give vejledning om den bistand og de hjælpemidler,
der stod til rådighed, såfremt hun gennemførte svangerskabet, og ikke mindst at oplyse om de
forbundne farer ved abort. Derved blev de offentlige mødrehjælpsinstitutioner en del af den
forebyggende socialpolitik omkring abortspørgsmålets løsning.
4
Der var imidlertid endnu en bold i luften. Statens interesse for bedre svangreomsorg skal også ses
på baggrund af nedgangen i antallet af fødsler i 1900-tallets første årtier. For at undersøge årsagerne
til det faldende fødselstal nedsatte den daværende socialdemokratiske socialminister K.K. Steincke i
1935 en befolkningskommission efter svensk forbillede. Et af de få konkrete udspil fra
befolkningskommissionen, der blev ført ud i livet, omhandlede netop oprettelse af offentlige
mødrehjælpsinstitutioner.
Ud af disse historiske krusninger udkrystalliseredes tanken om at gøre Mødrehjælpen offentlig
finansieret. Det var dygtigt embedsmandsværk, og så var der den personlige indsats, som noge n
gange skal til, for at åbne øjnene for mulighederne, nemlig Vera Skalts, cand. jur. og siden 1934
forretningsfører
i den private
forening Mødrehjælpen.
Hun
var
medlem
af
Befolkningskommissionen og var med til at udarbejde kommissionens forslag om offentlige
mødrehjælpsinstitutioner. Hun brændte for sagen, og har givetvis understreget betydningen af at
udvide den forebyggende indsats overfor gravide kvinder, som den private mødrehjælpsforening
allerede havde erfaringer med. Vera Skalts blev da også kontorchef hos Mødrehjælpen i København
i 1939 og siden, i 1950, Mødrehjælpens første og eneste direktør indtil 1976, hvor institutionen blev
nedlagt.
I de efterfølgende årtier kom Mødrehjælpen til at udgøre et centralt led i statens politik overfor
vanskeligt stillede gravide kvinder og småbørnsmødre. Mødrehjælpen blev primært finansieret via
offentlige midler. I de første år delte staten og kommunerne udgifterne, men fra 1961 overtog staten
finansieringen alene. Mødrehjælpen var også afhængig af private midler til en række af
institutionens opgaver, bl.a. blev uddannelseshjælpen til enlige mødre startet på grundlag af private
midler, for senere at overgå til fuld offentlig finansiering, da det viste sig at være en succes.
Indledningens barnemor kom til institutionen i Næstved for at få en abort, men i alle de år
Mødrehjælpen eksisterede kom de fleste kvinder faktisk til institutionen for at få hjælp og støtte til
at gennemføre et svangerskab, og ikke for at få graviditeten afbrudt. Sådan forholdt det sig også i
Næstved, hvor de første skridt til oprettelsen af den lokale Mødrehjælp blev taget i foråret 1939.
Mødrehjælpen i Næstved
5
Da mødrehjælpsloven trådte i kraft 1. april 1939 henvendte Socialministeriet sig til Amtmand Toft i
Næstved og meddelte, at der skulle oprettes en mødrehjælpsinstitution i byen. Mødrehjælpens
virkeområde blev de tidligere Sorø, Præstø, Maribo og Holbæk Amter, det vil sige et område der
strakte sig fra Rødby i syd til Nykøbing Sjælland i Nord; og fra Korsør i vest til St. Heddinge i øst.
Amtmandens opgave var at tage initiativ til dannelsen af en bestyrelse for Mødrehjælpen i Næstved. 5 Mødrehjælpsinstitutionen havde sin egen bestyrelse, der blev sammensat af 2
medlemmer valgt af de fire amtsråd; 2 medlemmer valgt af byrådene indenfor institutionens
virkeområde og endelig 1 medlem valgt af den by, hvori mødrehjælpsinstitution blev placeret.
Amtmanden indkaldte herefter til det første bestyrelsesmøde, som blev afholdt på Hotel ”Vinhuset”
den 8. maj 1939. Bestyrelsen konstituerede sig med cand. mag., overlærer og senere rektor, P.
Krüger Rasmussen som formand og nedsatte et forretningsudvalg bestående af Krüger Rasmussen,
Tønnesen og Henriksen. Amtsfuldmægtig cand. jur. F. H. Høyrup, Næstved, blev knyttet til bestyrelsen og forretningsudvalget som sekretær. 6
Der skulle også være nogen til at varetage den daglige drift, og her blev Mary Østergaard ansat som
leder og Anne Margrethe Høy som assistent, begge med tiltrædelse den 1. oktober 1939. Mary
Østergaard havde praktisk erfaring med arbejdet fra mødrehjælpsinstitutionen i København, hvor
hun blev rekrutteret fra. De skulle imidlertid først på kursus på den Sociale Skole, hvor der var
oprettet et 3-måneders suppleringskursus for ledere og assistenter ved de nye mødrehjælpsinstitutioner. 7 Som noget helt nyt stillede mødrehjælpsloven krav til personalets
uddannelse. Det personale der ikke udelukkende var beskæftiget med kontorarbejde, skulle have
gennemgået et anerkendt kursus for socialrådgivere, og Mødrehjælpen blev den første offentlige
5 Den første bestyrelse bestod af læge Charlotte Da lmark, Sorø; Amtsrådsmedlem E. Henriksen, Tybjerglille (begge valgt af de fire amtsråd); borgmester P. Kirkegaard, Sakskøbing; overlærer A. Espersen, Holbæk (begge valgt af de 20 byråd); P. Krüger Ras mussen, Næstved (formand for det Socia le udvalg og valgt af Næstved Byråd). Desuden blev overlæge ved Amtssygehuset i Næstved, H. Tønnesen, udpeget til at tiltræde bestyrelsen. Han blev senere ansat som læge ved mødrehjælpsinstitutionen. 6 Mødrehjælpen for Holbæk, Sorø, Præstø og Maribo Amter. Aarsberetning for tiden fra 1. oktober 1939 t il 31. marts 1940. Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF-003), Sekretariatssager 1939-1976, LAK. Næstved Kommune, Byrådets journalsager, j. 11/1939. 7 Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF-003), brev fra Mary Østergaard til Amtmand Toft 12. ma j 1939. Sekretariatssager 1939-1976. LAK. I samarbejde med Manon Lüttichau var Vera Skalts med til at oprette en social skole, og hun var fra 1937 t il 1948 leder af Den Socia le Højsko le samtid ig med, at hun var leder af Mødrehjælpen i København.
6
institution, der ansatte de uddannede socialrådgivere. 8 Mødrehjælpen fik adresse på Hjultorv 12 i
Sparekassen for Næstved og Omegns ejendom. Her blev der tillige indrettet en bolig for lederen og
assistenten. Og så gik de ellers i gang. Det var et meget stort geografisk område, der skulle dækkes,
og tilrettelæggelsen af Mødrehjælpens arbejde gav da også anledning til mange overvejelser.
Hvordan skulle man nå ud til de kvinder, der skulle hjælpes?
I Næstved valgte Mødrehjælpen at anmode samtlige bestyrelser for de kommunale sygehuse
indenfor institutionens virkeområde om at stille et til to lokaler på det stedlige sygehus til rådighed
for Mødrehjælpens socialrådgiver, der ville aflægge mindst et månedligt besøg. Der blev udvist stor velvilje, og ordningen kom i stand i løbet af det første halve år. 9 Samtidig med at lokalerne kom i
hus, var det nødvendigt med noget oplysningsarbejde således at de kvinder, der skulle hjælpes, blev
informeret om, hvad Mødrehjælpen kunne være behjælpelig med. Institutionen henvendte sig derfor
til læger og jordemødre i hele området. Der blev holdt foredrag i lægekredsforeninger og ved
jordemoderkonferencer, og der blev informeret gennem dagbladene. For at skaffe penge til de af
Mødrehjælpens opgaver, som skulle finansieres via private midler, fx barselspleje, hushjælp under
barselsperioden, anskaffelse af børnetøj, seng, vogn mm., skrev institutionen til alle amts-, by- og sogneråd og til samtlige banker og sparekasser indenfor området. 10 Det viste sig at være en god ide. I løbet af det første halve år indkom der bidrag fra 1 amtsråd, 3 byråd og 33 sogneråd samt 3 banker og sparekasser. 11 Der blev bakket økonomisk op om den nye lokale mødrehjælpsinstitution, og
bidragene steg i de følgende år.
Der var nok at bestille for Mary Østergaard og hendes assistent i det første halve år i Næstved. 137
kvinder søgte institutionen, og der blev skaffet plads til 12 gravide på svangrehjem eller hos private.
2 mødre kom på mødrehjem med deres børn. 32 faderskabsanmeldelser blev indsendt og 6 børn
blev anbragt på spædbørnehjem. Mødrehjælpen aflagde 39 husbesøg og på sygehusene talte
socialrådgiveren med 35 kvinder. Endelig blev der modtaget 281 og afsendt 316 breve.
8 Skalts & Nørgaard 1982. 9 Mødrehjælpen for Holbæk, Sorø, Præstø og Maribo Amter. Aarsberetning for tiden fra 1. oktober 1939 t il 31. marts 1940. Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF-003), sekretariatssager 1939-1976. LAK. 10 Ibid. 11 Mødrehjælpsinstitutionen for Holbæk, Maribo, Præstø og Sorø Amter. Årsberetning 1939-1940. LAK.
7
Aktivitetsniveauet steg i de kommende 10 år, hvor de 137 henvendelser blev til 1.348 ansøgere i
1948/49. Og det var kun dem, der blev optaget journal på. Det samlede antal henvendelser ved institutionen i Næstved dette år løb op på 4.190. 12 For at kunne følge med det stigende antal henvendelser blev personalestaben forøget de første to år med endnu en assistent og en kontorelev samt en bogholder. 13
Mødrehjælpens hjælpeforanstaltninger
Hvem var det, der søgte Mødrehjælpen, og hvad kunne den nyetablerede mødrehjælpsinstitution i
Næstved hjælpe med? Mødrehjælpens ansøgere henvendte sig til institutionen af mange forskellige
årsager, men kunne hovedsageligt opdeles i to store hovedgrupper: nemlig de kvinder der søgte en
abort, og dem der henvendte sig for at få hjælp og vejledning i anledning af graviditet og fødsel. For
begge grupper var det karakteristisk, at det især var økonomiske problemer, ustabile arbejdsforhold
og vekslende indtægter, gældsforpligtelser, uafsluttede uddannelser, ringe boligforhold og
ægteskabelige problemer, der kendetegnede ansøgerne.
Ifølge mødrehjælpsloven var institutionens formål ”… at give svangre Kvinder personlig, social og
juridisk Bistand, Raad og Vejledning med Hensyn til deres Svangerskab, derunder om den Hjælp af
økonomisk og lægelig Art, der under Svangerskabet og efter Fødselen staar til Raadighed for dem selv eller til Hjælp ved Forsørgelse af det ventede Barn” som der står i lovens første paragraf. 14 Det
ville i praksis sige hjælpeforanstaltninger som personlig, social og juridisk rådgivning, social-
lægelig rådgivning, bistand i faderskabssager og forskud på bidrag, ophold på svangre- og
mødrehjem, rekreationsophold for mødre med spædbørn og for gravide, plejeanbringelse på
spædbørnehjem, direkte økonomisk støtte til fx børnetøj, seng, barnevogn mm., hushjælp under
barsel, barselspleje og uddannelseshjælp til enlige mødre. I København etablerede Mødrehjælpen
tillige et Kollektivhus for enlige mødre, en familierådgivning og privat dagpleje.
12 Mødrehjælpsinstitutionen for Holbæk, Maribo, Præstø og Sorø Amter. Årsberetning 1948-49. Næstvedegnens Lokalhistoriske Arkiv. 13 Mødrehjælpsinstitutionen for Holbæk, Maribo, Præstø og Sorø Amter. Årsberetning 1942-1943. LAK. 14 Lov af 15. marts 1939 om Mødrehjælpsinstitutioner.
8
Mødrehjælpsinstitutionerne var med til at forvalte abortlovgivningen og formidle adoptioner,
ligesom institutionen i forlængelse af arbejdet med de abortsøgende kvinder kom til at beskæftige
sig med spørgsmålet om sterilisation, prævention og seksualoplysning. Kursus- og
oplysningsarbejde var også en del af Mødrehjælpens arbejde.
Det var især arbejdet med adoptioner og forvaltningen af svangerskabsloven, der blev genstand for
kritik. Mødrehjælpens adoptionsarbejde gik helt tilbage til de private mødrehjælpsforeninger, og det
var en henvendelse herfra, der førte til ”mellemmands loven” af 1. april 1914. Loven krævede
tilladelse fra justitsministeriet til at medvirke ved anbringelse i pleje eller adoption af børn under 14
år, hvis det ikke var en offentlig myndighed, der foretog anbringelsen. Da Mødrehjælpen i 1939
blev en offentlig institution, blev den automatisk berettiget til at foretage adoptioner. Institutionen
havde ikke mulighed for at foretage dyberegående undersøgelser af adoptanter i de første år, men
efterhånden udviklede institutionen en praksis, hvor der blev gennemført undersøgelser af de
adoptionssøgende. Mange kritiserede institutionen for at være for grundig og borende ved de
undersøgelser, der gik forud for en adoption. Mødrehjælpen forsvarede sig med, at det var hensynet
til barnet, der kom i første række, og derfor var det nødvendigt at undersøge forholdene grundigt. I
begyndelsen havde institutionen flere børn til adoption, end der var adoptionssøgende. Dette
ændredes i 1950’erne, hvor der efterhånden blev lange ventelister til adoption af et barn gennem Mødrehjælpen. 15 Anderledes hurtigt måtte der handles, hvis en kvinde søgte om abort.
De offentlige mødrehjælpsinstitutioner skulle fungere som et alternativ til svangerskabsafbrydelse
ved at tilbyde de gravide kvinder vejledning og støtte. Forvaltningen af abortlovgivningen blev
derfor en del af Mødrehjælpens opgave fra den første svangerskabslovs ikrafttræden i 1939 til den
fri abort blev indført i 1973. Ifølge svangerskabsloven blev der i nærmere afgrænsede tilfælde
mulighed for legal abort, hvis der var alvorlig fare for kvindens liv eller helbred (den medicinske
indikation); hvis kvinden var blevet gravid ved en forbrydelse (den etiske indikation), eller hvis der
var nærliggende fare for arvelig belastning af det ventede barn (den eugeniske indikation). I første
omgang var Mødrehjælpen med til at tage stilling til , om en gravid kvinde skulle indstilles til abort.
15 Skalts & Nørgaard 1982.
9
Mødrehjælpen lavede en social- lægelig undersøgelse af kvinden og på den baggrund udfærdigede
institutionen en redegørelse, der blev sendt til det hospital, hvor indgrebet skulle foregå. En
autoriseret læge udførte i samråd med en anden læge aborten.
Da svangerskabsloven blev revideret i 1956, fik Mødrehjælpen en mere direkte position i
abortproceduren. For at få flere kvinder til at gå til Mødrehjælpen i stedet for til kvaksalver måtte
mødrehjælpsinstitutionernes indflydelse styrkes. Den nye lov indførte derfor samråd, der blev
knyttet til de enkelte mødrehjælpsinstitutioner. Disse samråd, der bestod af lederen ved
mødrehjælpsinstitutionen samt 2 læger, skulle afgøre alle ansøgninger om abort med en enkelt
undtagelse: I de tilfælde, hvor fare for kvindens liv og helbred var begrundet med sygdom, kunne
afgørelsen træffes af overlægen på et sygehus. Fra at være rådgivende blev Mødrehjælpen nu
inddraget direkte i afgørelserne om svangerskabsafbrydelser, og dermed kunne det ikke undgås, at
arbejdet affødte voldsomme og ofte følelsesladede diskussioner. Nogen mente, at Mødrehjælpen
gav grønt lys for alt for mange svangerskabsafbrydelser; andre hævdede modsat, at det var alt for
svært at få en abort gennem Mødrehjælpen.
Der var også problemer med at få en ensartet abortpraksis landet over. Det betød, at der i de enkelte
mødrehjælpsinstitutioner kunne være væsentlige forskelle på, hvor mange procent af de
abortsøgende kvinder, som fik tilladelse til at afbryde graviditeten. I Randers blev der med årene nærmest indført fri abort, hvorimod Mødrehjælpen i Holbæk var mere restriktiv. 16 Ser man lokalt på
Næstved, henvendte 137 kvinder sig til institutionen i det første halve år. Ud af disse ønskede 26
kvinder at få abort – 3 fik det (12 %). To af kvinderne var i begyndelsen af 30erne og var gravide
for henholdsvis 8. og 10. gang. Begge var udslidte og gift med en arbejdsløs mand. Man skønnede
ikke, at de kunne klare endnu en byrde. Den sidste var en ung pige på 17 år med en svær depression.
Små 10 år efter i 1948/49 var antallet af kvinder, der ønskede at få svangerskabet afbrudt steget til 251 og heraf fik 107 foretaget abort (43 %). 17 Til sammenligning viste tallene på landsplan, at 14 %
16 Skalts & Nørgaard 1982: 102-103. 17 Mødrehjælpsinstitutionen for Holbæk, Maribo, Præstø og Sorø Amter. Årsberetning 1948-49. Næstvedegnens Lokalhistoriske Arkiv.
10
fik tilladelse til abort i 1939/40 mod 39 % i 1948/49. 18 Udviklingen i Næstved lå således på linje
med gennemsnittet og svarede i de første ti år stort set til den generelle stigning på landsplan i
antallet af aborttilladelser.
For de gravide kvinder, der enten ønskede eller var tvunget til at føde det ventede barn, kunne
Mødrehjælpen oprette svangre- og mødrehjem, og de første institutioner udenfor København der
etablerede sådanne hjem var Ålborg og Næstved.
Svangre- og mødrehjemmet i Næstved
Planerne om at bygge et svangre- og mødrehjem i Næstved blev luftet på et møde i Mødrehjælpens Forretningsudvalg den 14. september 1940. 19 Det var hurtigt blevet klart for Mary Østergaard og
hendes assistent, at det var et stort problem at finde et egnet sted til de ugifte gravide kvinder den
sidste tid før fødslen, ligesom det også ville være hensigtsmæssigt at have et sted til de unge mødre,
der ikke havde noget fast opholdssted i den første tid efter fødslen. Mødrehjælpen havde forsøgt at
fremskaffe private hjem til de ugifte gravide kvinder, ligesom en del af kvinderne kom til de
københavnske svangre- og mødrehjem samt til Rigshospitalets fødeafdeling. Men det var ikke en
holdbar løsning. Der måtte gøres noget lokalt.
Planerne gik glat igennem. Svangre- og mødrehjemmet på Kildemarksvej 65 blev indviet lørdag
den 21. april 1942 og modtog allerede tre dage efter de første 12 gravide kvinder. Ved indvielsen
mødte repræsentanter for Socialministeriet, amtsborgmestre og borgmestre fra de forskellige byer i
de 4 amter, medlemmer af Næstved Byråd, Mødrehjælpens læge H. Tønnesen, Mødrehjælpens leder
i Købehavn Vera Skalts samt Næstved- institutionens leder Mary Østergaard og hendes medhjælpere.
Bestyrelsesformand i Næstved Krüger Rasmussen beskrev byggeriet og dets formål således i en tale
på indvielsesdagen:
18 Skalts & Nørgaard 1982: 162. 19 Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF-003). Sekretariatssager 1939-1976, LAK.
11
”Det er min Overbevisning, at det [svangre- og mødrehjemmet] vil danne en smuk og værdig
Ramme om det sociale Hjælpearbejde, som her skal udføres i Fremtiden. Maatte det tillige bidrage
til at skabe gode og lyse Kaar for de unge Kvinder, som i en Trængselstid søger Ly indenfor dets Mure, saaledes at de bevarer Troen paa Livet og deres eget Menneskeværd”. 20
Det var en flot tale, Krüger Rasmussen holdt, ligesom det hørte sig til ved lejligheder som denne.
Men det er værd at bemærke det skift, der var foregået i synet på det sociale hjælpearbejde. Det var
tydeligt, at Krüger Rasmussen ønskede at understrege, at disse kvinder med samfundets hjælp
skulle have en håndsrækning og ikke straffes eller peges ud. Mødrehjemmet skulle ses som en hjælp
til selvhjælp, hvor de gravide kvinder og mødre igen kunne finde fodfæste i tilværelsen.
Hjemmet havde plads til 20 kvinder og 6 børn fordelt på 2 afdelinger: en med 11 gravide kvinder
fordelt på 3-sengs stuer og en for 9 mødre med deres børn. Der var ikke tilknyttet nogen
fødselsafdeling til hjemmet, fordi fødslerne skulle foregå på fødeafdeling ved Amtssygehuset i
Næstved. Det var den lokale arkitekt J. Tideman-Dal, som tegnede hjemmet, og Næstved Kommune havde skænket grunden, der ifølge Næstved Tidende udgjorde en værdi på 21.000 kr. 21 Der havde
været flere grunde i spil. Foruden den på Kildemarksvej, havde stadsingeniør Frandsen fra Næstved
Kommune tilbudt grunde Bag bakkerne, et område på Elisabeth Søstrenes hospitalsgrund og i
Ringstedgade ved gartneriet Herlufsvænge. Byggeriet kom til at koste ca. 198.000 kr. i alt. som Mødrehjælpen skulle finansiere. 22 De årlige udgifter til renter og afdrag blev lagt til hjemmets
driftsudgifter, og disse blev båret med halvdelen af staten og halvdelen efter befolkningstal i
amtskredsene og i bykommunerne i de fire Amter, dog således at folketallet i Næstved regnedes
dobbelt, fordi institutionen lå der.
Svangre- og mødrehjemmet i Næstved var det første, der var indrettet præcis til sit særlige formål.
Man havde, som der kunne læses i Næstved Tidende , søgt at skabe et lyst og venligt hjem:
20 Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF-003) Ta le ved Svangre- og Mødrehjemmets Indvielse Lørdag den 21. februar 1942. Sekretariatssager 1939-1976, LAK. 21 Næstved Tidende 23. februar 1942. 22 Mødrehjælpen for Holbæk, Sorø, Præstø og Maribo Amter, aars beretning for 1941-1942. LAK.
12
”Alt paa Hjemmet er holdt i varme Farver, som bidrager til at skabe Hygge, og denne Hyggefølelse
finder man ikke blot i "Patientstuerne", men ogsaa i deres Opholdsstuer og Spisestuer og i
Personalets Kontorer og Værelser. Alle hygiejniske og sundhedsmæss ige Fremskridt er naturligvis
udnyttet ved Indretningen af Hjemmet, og denne samme Hensigtsmæssighed præger Køkkenafdelingen, Vaske- og Strygerum, Varmeanlæg mv …”. 23
Samtidens lægevidenskabelige fokus på sundhed og hygiejne afspejler sig tydeligt i beskr ivelsen af
mødrehjemmet, hvor de gravide kvinder betegnes som patienter. Sygeplejerske frk. Magda Ravn
blev hjemmets første og eneste leder gennem alle årene til lukningen den 1. maj 1971. Der var løbet
meget vand i bækken siden opstarten i 1942. Begrundelsen for nedlæggelsen skulle søges i, at
behovet for svangre- og mødrehjem i traditionel forstand siden først i 1960’erne havde været stærkt
nedadgående. Fra en belægningsprocent på 100 i det første år, faldt belægningen til 65 % i 1960/61 og ender på blot 32 % i 1969/70. 24
Hvordan det var at opholde sig på svangre- og mødrehjemmet på Kildemarksvej, vides der meget lidt om. 25 Men der findes enkelte vidnesbyrd. Hjemmets regler vidner om en struktureret hverdag
med fokus på sundhed for mor og barn, hvor de gravide kvinder og mødre udgjorde en del af
hjemmets drift. Hjemmet var for ammende mødre, og tobaksrygning var ikke tilladt. Opholdet
varede normalt 6 måneder og var gratis for mor og barn. Der blev udleveret udstyr og seng til barnet,
kjoler og forklæder til moren, der også kunne nyde godt af hjemmets lægetilsyn og medicin.
Derudover fik barnemoren en sum af det bidrag, som barnefaren skulle betale – og resten ved
afrejse. Til gengæld forpligtede moren sig til at tage del i husarbejdet, der blandt andet bestod af
23 Næstved Tidende 23. februar 1942. 24 Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF -003), sekretariatssager 1939-1976 og Mødrehjælpen for Ho lbæk, Sorø, Præstø og Maribo Amter, aarsberetning for 1941-1942. LAK. 25 I Mødrehjælpens arkiv på Landsarkivet for Sjælland, Lo lland-Fa lster og Bornholm findes de bevarede journalsager, og her kan man måske være heldig at finde en sag, hvor barnemoren har haft ophold på svangre - og mødrehjemmet i Næstved. Men selv om journa lsagerne er meget beskrivende i skildringen af både barnemo ren og hele hendes situation, så er synsvinklen Mødrehjælpens. Også i Næstved Kommunes arkiv findes kildemateria le fra svangre - og mødrehjemmet på Kildemarksvej. Det drejer sig om mødrehjemmets fødselsanmeldelser, til- og afgangslister samt navneregister for mødre med børn.
13
madlavning, vask, strygning, rulning, havearbejde, rengøring mv. Mødrene havde en halv ugentlig
fridag, og skulle have forstanderindens tilladelse til at forlade hjemmet herudover. Kvinderne måtte gerne modtage besøg hver søndag og torsdag fra kl. 14 til 16 samt efter aftale. 26
Da der blev taget afsked med mødrehjemmet i 1971, forlød det i en festsang, at ”… når som mor in spe man sig ønsked’ ly og fred / man søgte Mødrehjemmet, - det var det rette sted”. 27 Der var heller
ingen tvivl om, at Mødrehjælpens svangre- og mødrehjem kunne tilbyde trygge og
sundhedsmæssigt gode rammer for de af datidens ugifte gravide kvinder, som ikke havde andre
steder at opholde sig i perioden omkring en fødsel. Sådan blev det sikkert også oplevet af mange,
men ikke af alle. NN var 19 år gammel og højgravid, da hun i 1940’erne kom til Mødrehjælpens svangre- og mødrehjem på Kildemarksvej. 28 Hun kom direkte fra et højskoleophold, men var blevet
gravid inden da. Af forskellige årsager ønskede hun ikke at gifte sig med faren til barnet. Hun
kunne ikke flytte hjem hos forældrene i lokalsamfundet, for de skammede sig frygteligt over
datterens tilstand. NNs far bestemte, at hun skulle beholde barnet og ikke bortadoptere det. NN blev
ikke spurgt. Alle beslutninger vedrørende NN blev taget af forældrene. ”Jeg lukkede mit sind for
alting”, siger NN. Om opholdet på mødrehjemmet fortæller hun, at der var et stort bord i spisestuen,
og at der var meget rent alle vegne. Hun var meget kuet af situationen og talte ikke meget med de
andre piger, som i NNs øjne grinede og var glade.
Efter barnet var født flyttede hun hjem til forældrene, hvor hun fik børnebidrag fra barnefaren det
første år, herefter intet da NNs far ikke ønskede, at datteren skulle modtage penge. Hun fik siden
arbejde og mødte en ny mand, som hun giftede sig med. Der var ingen tvivl om, at oplevelsen med
den uønskede graviditet, opholdet på Mødrehjælpens svangre- og mødrehjem, følelsen af skam og
oplevelsen af, at forældrene ”slog hånden af hende” satte dybe spor i NNs liv. Det var ikke med
glæde, hun mindedes Mødrehjælpen og mødrehjemmet - tværtimod.
26 Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved (HF -003), Regler for optagelse af mødre med deres børn paa Mødrehjemmet, Kildemarksvej 65, Næstved. Sekretariatssager 1939-1976. LAK. 27 Afsked med Mødrehjemmet 26/4 1971. Festsang. Tak til Eva Hagendrup, tidligere socialrådgiver i Mødrehjælpen i Næstved, der foruden at forære mig et eksemplar af sangen, velvilligt har givet mig indsigt i sit arbejde i institutionen. 28 Tak t il NN, der kontaktede mig i anledning af et foredrag, og som efterfølgende lod sig interviewe om sit ophold på Mødrehjælpens svangre- og mødrehjem i Næstved. Den følgende beskrivelse bygger på interview med NN i april 2006.
14
Afslutning
Indledningens barnemor og ovenstående fortælling om NN repræsenterede begge kvinder, der kom
i kontakt med Mødrehjælpen i Næstved. Den første var gift, havde flere børn i forvejen og ønskede
nu abort; den anden var ugift og behøvede et sted at føde sit barn under ordnede forhold. Rigtig
mange af Mødrehjælpens sager drejede sig om en håndsrækning, om rådgivning og støtte og ikke
mindst om økonomisk hjælp til den ventede fødsel i form af en barneseng, dyne og sengetøj, en
smule ventetøj til barnemoren, en varm vinterfrakke, barnevogn osv.
Den bærende tanke i mødrehjælpsarbejdet handlede om at hjælpe kvinderne, så en abort ikke var
den eneste udvej. Børn der ønskes skulle også fødes, hævdede Vera Skalts i en kronik i 1973. De
skulle ikke vælges fra på grund af dårlige økonomiske eller sociale vilkår. Men Mødrehjælpens
historie viser også, at grænserne var flydende og at de ændrede sig over tid. En abort kunne være
den rigtige løsning, men til det sidste hævdede Skalts, at der skulle være et reelt alternativ til en
abort. Og derfor var der stadig brug for Mødrehjælpen, hævdede Skalts, også efter den fri abort blev indført, og mange i stigende omfang fandt Mødrehjælpen overflødig. 29 Mødrehjælpen skulle stadig
yde hjælp og støtte til gravide kvinder og mødre, således at de ikke på grund af økonomiske, sociale
eller personlige forhold ønskede svangerskabet afbrudt – hverken i Struer eller i Næstved.
Og det er lige netop her, den lokale mødrehjælpshistorie fletter sig ind i den store historie om
Mødrehjælpen. Mødrehjælpens råd og vejledning nåede ud til det meste af landet. Da den private
mødrehjælpsforening blev til offentlige mødrehjælpsinstitutioner i 1939 blev hjælpen udvidet t il
provinsen, og Mødrehjælpen blev en vigtig aktør både i forhold til den statslige socialpolitik og i
forhold til den lokale svangreomsorg. Mødrehjælpen skønnede selv, at institutionen var i kontakt
med 80 – 90 % af alle ugifte mødre og knapt 20 % af alle familier, der ventede barn eller lige havde
29 Politiken 5. januar 1973.
15
født et barn. Da Mødrehjælpen blev nedlagt talte den 14 institutioner med filialkontorer og rejsekonsultationer i ca. 80 byer fordelt over hele landet. 30
Mødrehjælpens epoke er et enestående kapitel i nyere tids socialhistorie, nationalt såvel som lokalt.
Mødrehjælpen voksede ud af ”græsrodsniveau”, ud af det tidlige 1900-tals filantropiske tradition.
Den blev landsdækkende, voksede sig stor og blev til en dominerende faktor i velfærdsstatens
svangreomsorg. Den var en succes fra begyndelsen, hvilket den lokale opbakning til institutionen i
Næstved også vidner om. Antallet af henvendelser steg støt på landsplan fra 3.342 ansøgere i
1939/40 til toppen i 1972/73 med 44.158 ansøgere. Medregner man de personer og familier som
institutionen var i kontakt med uden at oprette en journal anslås tallet i de sidste år til omkring 65.000 henvendelser. 31 Nogen vil sige, at Mødrehjælpen blev til en stivnet mastodont. Der kan med rette spørges, som Bente Rosenbeck gør i sin analyse af de private mødrehjælpsinstitutioner, om det var omsorg eller omklamring, vejledning eller kontrol, Mødrehjælpen udførte. 32 Svaret afhænger af,
hvem man spørger, og ligger nok et sted her imellem. For kvinderne kunne omsorg føles som
omklamring, men det afhang helt af omstændighederne og den enkelte kvinde. Staten ønskede at få
kontrol over de illegitime aborter, men samtidig også at drage omsorg for de ugifte gravide kvinder
og mødre samt deres børn via tankegangen om hjælp til selvhjælp.
Fri abort eller ej. Børn der ønskes skulle, som Vera Skalts formulerede det i sin kronik, stadig fødes.
Det viste sig da også få år efter Mødrehjælpens nedlæggelse, at der stadig var behov for hjælp til
vanskeligt stillede gravide kvinder og enlige mødre. I 1983 så den nye mødrehjælp dagens lys. På
mange måder var cirklen sluttet: Hvad der begyndte i det tidlige 1900-tal i privat regi, blev med
velfærdsstatens opbygning og udvikling til en stor landsdækkende offentlig institution. Med en
velfærdsstat i krise blev den offentlige Mødrehjælp lukket og igen genetableret på privat basis
som ”Mødrehjælpen af 1983” (i Næstved i form af en cafébutik). Den nye mødrehjælp har en lang
række opgaver til fælles med den gamle. Den gamle Mødrehjælp var en pioner på
30 Beretning om mødrehjælpsinstitutionernes virksomhed 1. april 1971 – 31. marts 1974: 8, 40. Beretning om mødrehjælpsinstitutionernes virksomhed 1. april 1968 – 31. marts 1971: 10. 31 Ska lts & Nørgaard 1982: 50, 161. Beretning om mødrehjælpsinstitutionernes virksomhed 1. april 1968-31. marts 1971. Beretning om mødrehjælpsinstitutionernes virksomhed 1. april 1971-31. marts 1974. LAK. 32 Rosenbeck 1996, 1999.
16
uddannelsesområdet, og det er noget den nye mødrehjælp også finder ekstremt vigtigt. Den gamle
mødrehjælp havde sit Kollektivhus for enlige mødre, den nye har sit Alexandra-kollegie for unge
enlige mødre. Den gamle mødrehjælp opdyrkede nye hjælpeformer, den nye gør det samme fx mht.
for tidligt fødte børn eller unge mødre.
I udgangspunktet var formålet med den offentlige Mødrehjælp at tilbyde et alternativ til
svangerskabsafbrydelse og dermed en kontrol af de illegale aborter. Gennem institutionens arbejde
kom dette mål til at virke som en katalysator for skabelsen og udviklingen af de forskellige
hjælpeforanstaltninger og dermed som en drivkraft i efterkrigstidens sociale forandringer på svangreområdet. 33 De nye initiativer kom primært fra institutionen i København, men
mødrehjælpsinstitutionerne i provinsen tog flere af de nye tiltag, som fx uddannelseshjælp til enlige
mødre, til sig. Der var tilsyneladende stor ensartethed mellem Mødrehjælpen i København og
mødrehjælpsinstitutionen i Næstved. De ensartede linjer i arbejdet blev styrket gennem årlige
ledermøder, plenarmøder og via Mødrehjælpens Fællesråd (indtil 1956), hvor formænd og ledere
for institutionernes bestyrelser deltog.
Den enkelte kvinde kunne have gode eller dårlige oplevelser i mødet med Mødrehjælpen, men som
samfundsinstitution bidrog Mødrehjælpen til at modernisere forholdene omkring svangerskab og
fødsel ved at løse en række specifikke socialpolitiske problemer for en af velfærdssamfundets mest
sårbare grupper: de vanskeligt stillede gravide kvinder, de enlige mødre og deres børn. Set i det lys
repræsenterede de danske mødrehjælpsinstitutioner et unikt indslag i efterkrigstidens
svangreomsorg – også lokalt.
33 Andersen 2003.
17
Kilder og litteratur
Arkiver:
Mødrehjælpens arkiv. Mødrehjælpen i Næstved 1939-1976. Landsarkivet for Sjælland, Lolland-
Falster og Bornholm.
Arkivalier om Mødrehjælpen i Næstved. NæstvedArkiverne (Næstved Købstads arkiv samt
arkivfond A 20.052, C 415).
Litteratur:
Andersen, Mie: Mødrehjælpen 1945-1976. En undersøgelse af de danske mødrehjælpsinstitutioners
sociale hjælpeforanstaltninger med særligt henblik på uddannelseshjælp til enlige mødre.
Københavns Universitet, Institut for Historie. Speciale 2003.
Beretning om mødrehjælpsinstitutionernes virksomhed, diverse årgange.
Bundesen, Peter; Lars Skov Henriksen; Anja Jørgensen: Filantropi, Selvhjælp og
Interesseorganisering. Frivillige organisationer i Dansk socialpolitik 1849-1990erne. Odense
Universitetsforlag 2001.
Esbensen, Lau Sander: “ Thi livet er stærkere end loven ”. Ph.d. afhandling, Københavns Universitet
2003.
Kiaer, Christina: ”Pænt klædt men med en skrigende læbestift der ikke står i farven til
påklædningen”. Mødrehjælpens kvindebilleder. T. Andersen m.fl. (red.): Den tredje skønhed.
Kvindekroppen i forandring . Aarhus 1989. (Skrevet på grundlag af Christina Kiaer: Investigation,
Interpretation and Power: The administration of abortion Policy in Denmark, 1939-1973 .
Københavns Universitet, Center for Kvindeforskning, hovedfagsopgave 1987).
Kolstrup, Søren: Velfærdsstatens rødder. Fra kommunesocialisme til folkepension. SFAH 1996: 38.
Mødrehjælpen i København 1905-1955. København 1955.
Rosenbeck, Bente: “En fribåren social skole” – da det sociale hjælpearbejde blev til en uddannelse.
Karen Hjorth & Anette Warring (red.): Handlingens kvinder. Roskilde Universitetsforlag 2001:
127-163.
Rosenbeck, Bente: Kønnet mellem omsorg og kontrol. Mødet med de moderne institutioner. Kari
Melby (red.): Kjønnenes møte med det moderne . Center for kvinneforskning, skriftserie 1/99 : 161-
195.
18
Rosenbeck, Bente: Omsorg eller omklamring? Ugifte mødre ca. 1900-1950. Karen Hjorth m.fl.
(red.): Bur: Kan, kan ikke – vil, vil ikke: Kvindeliv i perspektiv . Arki Varia 1996.
Skalts, Vera & Magna Nørgaard: Mødrehjælpens epoke . Forlaget Rhodos, København 1982.
Skalts, Vera: Børn der ønskes skal også fødes. Politiken , kronik 5. januar 1973.
19
Page 1 Page 2 Page 3 Page 4 Page 5 Page 6 Page 7 Page 8 Page 9 Page 10 Page 11 Page 12 Page 13 Page 14 Page 15 Page 16 Page 17 Page 18 Page 19Made with FlippingBook - Online magazine maker